Biden kræver strammere våbenlovgivning efter endnu et masseskyderi
19 elever på Robb Elementary School i Uvalde i staten Texas har mistet livet, efter at de blev skudt af en gerningsmand, der blev skudt af politiet. Foto: Brandon Bell/Ritzau Scanpix
USA's præsident, Joe Biden, spørger retorisk, hvor mange skolebørn der skal se deres venner dø, efter at endnu et masseskyderi har udspillet sig i USA.
Ritzau RitzauAstrid Mortensen/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
For tredje gang i denne måned er USA blevet ramt af endnu et skyderi, der kostede uskyldige liv.
Tirsdag gik det ud over en skole i Uvalde, der ligger i det sydlige Texas.
Her dræbte en formodet gerningsmand først sin bedstemor, hvorefter han på Robb Elementary School skød og dræbte 19 børn og to voksne.
Den 18-årige formodede gerningsmand er ifølge nyhedsbureauet AFP blevet skudt af politiet.
Tirsdagens skoleskyderi er det dødeligste i USA siden 2012, hvor 20 børn og 6 ansatte blev skudt og dræbt på skolen Sandy Hook i delstaten Connecticut.
Annonce
Tirsdagens skyderi er sket blot ti dage efter, at en 18-årig mand med skud dræbte ti personer i Buffalo i delstaten New York. Dagen efter skød en mand én og sårede fem i Laguna Woods i Californien.
Få timer efter skyderiet i Texas krævede USA's præsident, Joe Biden, på et pressemødet, at våbenlovgivningen i USA bliver strammet.
- Hvor mange børn skal se deres venner dø, som var de midt på en slagmark?
- Alene det, at en 18-årig kan vade ind i en våbenforretning og købe to militærvåben, er bare rivende galt, sagde præsidenten.
Han pegede på, at andre lande ikke kæmper med skoleskyderier i samme omfang, som USA gør.
- Hvorfor? De har også problemer med mentalt helbred. De har interne stridigheder. De har fortabte sjæle. Men det sker ingensteds med samme frekvens, som det gør i USA. Hvorfor?, spurgte Biden, mens han slog ud med armene.
Biden er fast besluttet på, at USA's våbenlovgivning skal revideres og sendte en klar besked til de lobbyorganisationer, der kunne tænkes at stikke en kæp i hjulet på forsøget på at stramme reglerne.
- Vi vil ikke glemme dem, som obstruerer eller forsinker helt fornuftige love, sagde han uden at nævne nogen organisationer ved navn.
Det Nationale Riffelforbund (NRA) kunne dog tænkes at være en af dem, Biden vil ramme med den kommentar.
Det var en tydeligt oprevet Joe Biden, der få timer efter et skoleskyderi i Texas, krævede strammere våbenlovgivning i USA. Foto: Manuel Balce Ceneta/Ritzau Scanpix
Forbundet er nemlig kendt for sit hårde arbejde imod strammere våbenlovgivning.
Annonce
Debatten om våbenlovgivning i USA er langtfra ny, men lovgivningen har ikke ændret sig nævneværdigt de seneste mange år.
Derudover er skydevåben - især militærvåben og halvautomatiske pistoler - ifølge AFP billigere og mere tilgængelige end nogensinde i USA.
Retten til at bære våben er sikret i USA's forfatning, og sådan har det været i over 200 år.
Debatten om våbenlovgivningen i USA kan tage yderligere fart, når NRA holder dets årlige kongres, hvor blandt andet tidligere præsident Donald Trump og andre prominente republikanere skal holde tale.
Antallet af personer, der er dræbt af skydevåben i 2020, bliver beskrevet som "historisk" højt af USA's Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC) i en rapport, der udkom i sidste uge.
I 2020 var der 19.350 drab med skydevåben i USA. En stigning på knap 35 procent sammenlignet med 2019.
Antallet af masseskyderier er også steget ifølge Everytown, en organisation, der arbejder for mere våbenkontrol i USA.
Siden 2009 har der ifølge gruppen været 274 masseskyderier i USA, hvor 1536 personer er blevet skudt og dræbt.
Seneste artikler
Søstre har stor tilknytning til broerne: - En særlig dag for os med både glæde og vemod
Ny minister til Folketidende: - Sikke’ en folkefest
Kai og Nanna fik overrakt hæfter til kronprinsens chauffør
Kronprinsen på broen
Kronprinsen til stor brofest
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen