Biden kritiserer Trump for beroligende udtalelser om covid
Joe Biden, Demokraternes præsidentkandidat, kritiserer præsident Donald Trump for at sige, at amerikanere ikke skal være bange for coronavirus. Foto: Brendan Mcdermid/Reuters
Brendan Mcdermid/Reuters
Trump opfordrer efter sin indlæggelse amerikanere til at komme ud og ikke være bange for coronavirus.
Demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, kritiserer præsident Donald Trump for hans udtalelser om covid-19.
Præsidenten har blandt andet sagt, at amerikanere "ikke skal være bange for covid" eller lade virusset "dominere deres liv".
- Fortæl det til de 205.000 familier, der har mistet deres kære, siger Biden mandag aften lokal tid på et vælgermøde i Miami i delstaten Florida.
Trumps udtalelser faldt, kort efter at han var blevet udskrevet fra Walter Reed-hospitalet, hvor han har været indlagt med covid-19.
I en videomeddelelse, som præsidenten har delt på Twitter efter sin hjemkomst, opfordrer Trump amerikanere til "at komme ud" og ikke være bange for virusset.
Det siger han, på trods af at Trumps læger har sagt, at han endnu ikke er ovre virussygdommen.
- Vær ikke bange for covid. Lad det ikke dominere jeres liv. Vi skal tilbage, og vi skal tilbage på job. Vi skal komme ud, men vær forsigtige, siger Trump.
Biden gentager mandag på vælgermødet sin kritik om, at Trump har nedtonet virussets alvor siden pandemiens begyndelse.
- Jeg håber, at præsidenten, efter at han er blevet smittet med virusset - og jeg er glad for, at det ser ud til, at han kommer sig - vil kommunikere det rigtige til folket: Masker betyder noget, siger Biden.
Biden, der deltog i en tv-debat med præsidenten, blot to dage før at Trump blev testet positiv for coronavirus, er ad flere omgange blevet testet negativ for virusset.
Trump meddelte sent mandag aften dansk tid, at han er klar til at deltage i den næste præsidentdebat, der er planlagt til 15. oktober.
Biden har udtalt, at han også er klar til at deltage, så længe sundhedseksperter siger, at det er forsvarligt.
Debatten vil finde sted i Florida, som er en af de vigtige svingstater, der kan få stor betydning for udfaldet af det amerikanske valg, der finder sted 3. november.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde