Biden og Xi skal forsøge at få historisk dårligt forhold på ret kurs

Joe Biden mødte for første gang som præsident sin kinesiske modpart, Xi Jinping, i november sidste år. Biden håber at bruge møde til at forbedre kommunikationslinjerne til Kina. (Arkivfoto). Foto: Alex Brandon/Ritzau Scanpix

Forholdet mellem USA og Kina beskrives som det værste i årtier. De to stormagters præsidenter mødes onsdag, og begge sider håber, at forholdet kan forbedres.

Offentliggjort Sidst opdateret

Da den kinesiske præsident, Xi Jinping, sidst besøgte USA, var det den tidligere amerikanske præsident Donald Trump, der tog imod i sit hjem i resortet Mar-a-Lago i Florida.

Der var chokoladekage på bordet, der blev sunget kinesisk folkesang, og Trump talte om "fremragende kemi" mellem de to verdensledere.

Det er mere end seks år siden.

Situationen er en helt anden, når Xi onsdag mødes med den nuværende amerikanske præsident, Joe Biden.

Det sker på sidelinjen af det årlige Apec-topmøde, som i år finder sted i San Francisco i den amerikanske delstat Californien.

Apec er en økonomisk og politisk samarbejdsorganisation og står for Asia-Pacific Economic Cooperation.

Meget er sket mellem Xis to besøg. Handelskrig, coronapandemien og krig i Europa er alle udviklinger, der har skadet forholdet mellem USA og Kina.

Forholdet beskrives som det værste i årtier.

Denne gang besøger Xi et USA, hvor en af de få ting, som politikerne på tværs af fløjene kan blive enige om, er, at der skal føres en hård kurs over for Kina, der anses som en konkurrent, som skal moses.

Det er første gang i et år, at Biden og Xi mødes. Lederne af verdens to største økonomier vil bruge mødet til at forsøge at klinke skårene.

Både USA og Kina har udtrykt håb om at stabilisere forholdet.

Et vigtigt punkt handler om at genskabe den militære dialog mellem de to lande.

Det er en topprioritet for Joe Biden, siger national sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan til CBS. Ifølge Sullivan har Kina afbrudt kommunikationen på grund af uenigheder om handel og Taiwan.

- Biden mener, at kommunikation fra militær til militær er nødvendigt for at håndtere konkurrencen ansvarligt og for at sikre, at konkurrence ikke bliver til en konflikt.

- Vi har brug for kommunikationslinjerne for at sikre, at der ikke opstår fejltagelser eller miskommunikation, siger han.

Talskvinde for det kinesiske udenrigsministerium Mao Ning bemærker den amerikanske retorik om konkurrencen mellem de to stormagter og siger, at "Kina ikke er bange for konkurrence".

Hun siger desuden, at USA bør respektere Kinas "bekymringer og rettigheder" snarere end at fokusere på at skade Kinas interesser.

Kina håber, siger hun, at USA ikke ønsker en ny kold krig, men i stedet vil forsøge at få forholdet mellem USA og Kina tilbage på en "stabil sti".

Taiwan er et af stridsspørgsmålene, der dukker op igen og igen. Det er sandsynligt, at Xi vil kræve, at Biden og hans administration stopper med at blande sig i Kinas forhold til Taiwan.

Kina anser Taiwan som en del af kinesisk territorium, selv om parterne har haft hver deres styre, siden borgerkrigen i Kina sluttede i 1949.

USA har tidligere erklæret sig klar til at forsvare Taiwan, hvis Kina gør alvor af truslerne om at indlede en invasion.

USA's finansminister, Janet Yellen, ses her ved Apec-topmødet, som finder sted i Californien, og som er årsagen til, at Xi Jinping kommer til USA. Janet Yellen er en af flere amerikanske ministre, der i løbet af i år har besøgt Kina for at forbedre forholdet til stormagten. Foto: Kent Nishimura/Ritzau Scanpix

Når Xi tidligere har besøgt USA, har der til tider været en uformel og løs stemning.

Sådan bliver det ikke denne gang, fordi forholdet er så anspændt, forudser Yun Sun, leder af Kina-området ved det amerikanske tænketank Stimson Center.

- Vi er forbi det stadie. Det bliver ren forretning i San Francisco, siger hun til CNN.

/ritzau/

Kort om mødet

* Mødet mellem USA's præsident, Joe Biden, og Kinas præsident, Xi Jinping, onsdag følger, efter at der de seneste måneder har været en række møder mellem højtstående ministre fra de to lande. Det er de to præsidenters første møde siden november sidste år på Bali og deres andet møde som præsidenter.

* På mødet vil der være fokus på at stabilisere forholdet og genskabe ødelagte kommunikationslinjer ifølge USA. Desuden vil en lang række globale spørgsmål blive berørt, herunder krigen mellem Israel og Hamas, Ruslands krig mod Ukraine, Taiwan, menneskerettigheder såvel som økonomiske forhold.

* Mødet skal "stabilisere" de to stormagters forhold. Forholdet er på et lavpunkt, og der skal ikke forventes de store resultater af mødet, siger en amerikansk embedsmand til Reuters.

Kilder: Reuters og AFP.

/ritzau/

Der var god stemning, da Xi Jinping i 2017 besøgte daværende præsident Donald Trump. Dengang besøgte han Trumps hjem i Mar-a-Lago. Denne gang foregår besøget i mere formelle rammer. (Arkivfoto). Foto: Jim Watson/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu