Biden overvejer at øge udbud af olie for at dæmpe prishop
Torsdag vil USA's præsident informere om tiltag rettet mod at bekæmpe stigende priser på benzinstationerne.
Joe Bidens administration overvejer at frigive omkring én million tønder olie dagligt fra USA's reservelagre flere måneder frem.
Det oplyser to unavngivne personer med kendskab til overvejelserne, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Målet med at øge udbuddet af olie er at bekæmpe stigende brændstofpriser.
Prisen på benzin og diesel samt andre olieprodukter er røget i vejret efter at Ruslands præsident, Vladimir Putin, beordrede militæret til at invadere Ukraine.
Det Hvide Hus meddeler, at præsident Biden torsdag vil udtale sig om indgreb, der skal gøre det billigere for amerikanerne at fylde tanken op på benzinstationerne.
De højere priser er ifølge Reuters blevet en politisk hovedpine for Joe Biden og Det Demokratiske Parti forud for midtvejsvalget i november til Kongressen.
Aktuelt kan Demokraterne samle et flertal i begge kamre - Repræsentanternes Hus og Senatet.
I kølvandet på invasionen har den amerikanske regering gjort det ulovligt at importere blandt andet russisk olie og naturgas.
USA's forbrug af russisk olie er dog yderst begrænset.
Men på trods af det er benzinpriserne steget til rekordhøjder i USA.
Det skyldes ifølge det amerikanske medie CNN, at olie handles på et globalt råvaremarked, hvor udbud og efterspørgsel konstant påvirker priserne.
Hvis de europæiske lande køber mindre olie fra Rusland end før, så skal det erstattes af olie fra eksempelvis Saudi-Arabien eller andre medlemmer af oliesammenslutningen Opec.
Den stigende efterspørgsel vil derefter presse prisen på råolie fra Opec-lande op.
Og USA køber årligt millioner af tønder Opec-olie.
Siden invasionen af Ukraine er forsyningerne af russisk olie til det globale marked svundet ind.
Ikke så meget på grund af sanktioner. Men fordi mange oliehandlere ikke længere tør købe russisk olie. Dermed prissætter investorer reelt olie, som om de russiske forsyninger ikke længere er til rådighed.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde