Biden: Prigozjins død vil ikke komme som nogen overraskelse
Både Wagner-gruppens leder og grundlægger meldes dræbt i flystyrt. Også otte andre skal være omkommet. Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Flere vestlige lande peger på Vladimir Putin, efter at Wagner-lederen Jevgenij Prigozjin er meldt omkommet.
Hvis det er sandt, at Wagner-lederen Jevgenij Prigozjin onsdag aften er omkommet i et flystyrt, så bør det ikke komme bag på nogen.
Sådan lyder reaktionen fra USA's præsident, Joe Biden.
- Jeg ved ikke med sikkerhed, hvad der er sket. Men jeg er ikke overrasket.
- Der er ikke meget, der sker i Rusland, uden at Putin står bag. Men jeg ved ikke nok til at kende svaret, lyder det fra præsidenten.
Adrienne Watson, talsperson for Det Hvide Hus' Nationale Sikkerhedsråd, har også reageret på meldingerne. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
- Vi har set meldingerne. Hvis det bliver bekræftet, så bør ingen være overraskede, siger hun onsdag aften ifølge Reuters.
Også Estlands premierminister, Kaja Kallas, har reageret.
Hun peger ligesom Biden på den russiske præsident, Vladimir Putin.
- Hvis det her er sandt, så viser det, at Putin er klar til at udslette alle sine fjender. Det må skræmme alle, der overvejer at udtrykke en mening, der adskiller sig fra hans, siger hun til det amerikanske medie CNN.
Wagner-gruppen har onsdag aften skrevet på Telegram, at Prigozjin er død. Også grundlæggeren af Wagner, Dmitrij Utkin, meldes omkommet.
Hos den polske udenrigsminister, Zbigniew Rau, er der heller ikke meget tvivl om, at deres død langtfra var et tilfælde.
Til det statslige medie TVP Info siger han ifølge Reuters:
- Vi får rigtig svært ved at finde nogen, der instinktivt tænker, at det her var et tilfælde. Det hænger sådan sammen, at politiske modstandere, som Putin anser som en trussel mod magten, ikke dør naturligt.
Wagner-gruppen stod - anført af Prigozjin - i slutningen af juni bag et kortvarigt oprør mod Ruslands militære topledelse.
Oprøret endte med, at der blev indgået en aftale, der blandt andet betød, at Wagner-gruppen og Prigozjin skulle rykke til Belarus.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker