Biden skal i årets store tale bevise at han er klar til fire år mere

Senest USA's præsident, Joe Biden, aflagde rapport om nationens tilstand foran Kongressen var den 7. februar sidste år. I år kommer det til at ske torsdag aften lokal tid. (Arkivfoto). Foto: Jacquelyn Martin/Ritzau Scanpix

Årets State of the Union-tale bliver en af Bidens store prøvelser inden valget i november. Han skal vise, at han er klar til anden periode som USA's præsident.

Offentliggjort Sidst opdateret

Når den amerikanske præsident, Joe Biden, natten til fredag dansk tid tropper op foran Kongressen i Washington D.C., er det for at aflægge rapport om nationens tilstand.

Det sker i den såkaldte State of the Union-tale, som millioner af tv-seere kommer til at følge.

Det er en vigtig test for USA's 81-årige øverstbefalende. Biden står over for en dyb tvivl blandt mange vælgere om, hvorvidt han er egnet til at aftjene yderligere en periode som præsident.

Talen er samtidig Bidens sidste inden præsidentvalget i november.

Og den bliver vigtig for Biden i forhold til valgkampen, mener Niels Bjerre-Poulsen, der er lektor ved Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet.

Dels fordi talen samler et meget stort publikum. Dels fordi et hovedtema i valgkampen er Bidens alder, og om han er frisk nok til yderligere fire år.

- Sådan en tale er den bedste lejlighed til at overbevise vælgerne om, at han ikke er for gammel. Hvis han kan det, siger Niels Bjerre-Poulsen.

Noget, der allerede fylder i valgkampen, er små videoklip med Biden, der snubler over ordene, kludrer i navne eller falder op ad trapper. Klippene bliver flittigt delt på sociale medier af Donald Trumps tilhængere.

Joe Biden kan bruge State of the Union-talen til at vise, at han er parat til at gå væk fra sit manuskript og svare igen, hvis der kommer tilråb.

Det gjorde han sidste år med stor effekt, mener Niels Bjerre-Poulsen.

- Jeg tror, det i virkeligheden er vigtigere end så meget af det, han ellers kan nå at præsentere, siger han.

Et af de emner, der bliver svært for Biden at komme udenom, er den amerikanske økonomi.

Faktisk mener Niels Bjerre-Poulsen, at der er et klart misforhold mellem, hvor godt den amerikanske økonomi har det, og hvor meget ære Biden får for det.

Mange vælgere synes, at økonomien var bedre under Trump.

- Biden-lejren har ikke været god nok til at forklare folk, at den amerikanske økonomi har det godt, og at arbejdsløsheden er historisk lav.

- Så i talen skal han have fokus på, hvad han faktisk har gjort de sidste tre år, samtidig med at han skal præsentere begrundelsen for, hvorfor han skal have fire år mere, siger Niels Bjerre-Poulsen.

State of the Union-talen skal dog ikke være en lang indkøbsliste med ting, som Biden godt kunne tænke sig. Der skal være et tema.

Lektoren forudser, at årets tema bliver, at Trump udgør en konkret trussel mod det amerikanske demokrati.

Spørgsmålet er så, hvordan man får det budskab afleveret.

- Jeg tror ikke, at Biden vil tale om Trumps 91 sigtelser eller andet. Men han kan heller ikke lade være med at sige, at der er en skarp kontrast i det kommende præsidentvalg, siger Niels Bjerre-Poulsen.

Joe Biden bliver desuden nødt til at italesætte nogle af de udfordringer, han står over for. Her kan præsidenten ikke undgå Ukraine og Gaza, vurderer Niels Bjerre-Poulsen.

Joe Biden har taget hul på valgkampen, der kulminerer, når der er præsidentvalg i USA den 5. november. Her møder den nuværende præsident mulige vælgere i Las Vegas. (Arkivfoto). Foto: Stephanie Scarbrough/Ritzau Scanpix

Også med disse temaer bliver Biden nødt til at fremstå som et alternativ til Trump:

- Det er vigtigt for Biden at vise, at USA er en del af et større alliancesystem, og at modparten er parat til at demontere det system, som har gjort USA til en supermagt siden 1945, forklarer Niels Bjerre-Poulsen.

Siden 1980'erne har der været tradition for at invitere særlige gæster til talen. Gæster, som skal markere et bestemt tema.

Ifølge Det Hvide Hus er Kate Cox, en kvinde fra Texas der flygtede fra delstaten for at få abortbehandling, blevet inviteret.

Hun skal sende et signal om Bidens opbakning til retten til abort, som han vil forsøge at få skrevet ind i national lovgivning, mener Niels Bjerre-Poulsen.

- Han ved, at abort er en klar vindersag for Demokraterne og en klar tabersag for Republikanerne, siger han.

/ritzau/

En historisk og vigtig tale

* State of the Union er USA's udgave af statsministerens nytårstale. Det er en tradition, der er lige så lang som den amerikanske republik.

* Den første tale til nationen blev holdt af USA's første præsident, George Washington, i 1790. Traditionen stammer derfra, og talen har fundet sted lige siden.

* Præsidenten holder talen for medlemmerne af Kongressens to kamre, Senatet og Repræsentanternes Hus.

* Ifølge den amerikanske forfatnings artikel 2 har præsidenten krav på at holde en årlig tale, hvor han "orienterer Kongressen om nationens tilstand".

* Det anslås, at 27,3 millioner mennesker så Joe Bidens State of the Union-tale sidste år. Det var 29 procent færre end forrige års tale, hvor 38,2 millioner tv-seere fulgte med.

Kilder: Senatet, Det Hvide Hus, Reuters og Nielsen.

/ritzau/

Kate Cox fra Texas måtte forlade delstaten for at få en abort, fordi fosteret havde en sjælden genfejl. Fejlen betød, at fosteret sandsynligvis ville dø før fødslen eller leve i ganske få dage. Hun er inviteret til talen af førstedame Jill Biden sandsynligvis for at sætte fokus på abortrettigheder. (Arkivfoto). Foto: Kate Cox/Reuters

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu