Biden til Netanyahu: Forventer nedtrapning af volden i dag
En ældre palæstinensisk mand passerer forbi ruinerne af en bygning i Gaza City - en af mange bygninger, der er ødelagt i de seneste ni dages luftangreb. I samme periode er 219 mennesker dræbt i Gazastriben og 12 i Israel. Foto: Mohammed Abed/Ritzau Scanpix
Mohammed Abed/Ritzau Scanpix
Præsident Biden har meddelt Netanyahu, at han forventer betydelig deeskalering i dag og kurs mod våbenhvile.
USA's præsident, Joe Biden, forventer "betydelig deeskalering i dag" i konflikten mellem Israel og Hamas-bevægelsen i Gaza.
Det har han meddelt i et opkald til Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, onsdag, oplyser Det Hvide Hus.
- De to ledere havde en detaljeret samtale om situationen i Gaza, Israels fremskridt i retning af at reducere Hamas' og andre terrorgruppers kapacitet samt de igangværende diplomatiske bestræbelser fra regionale regeringers og USA's side, meddeler Det Hvide Hus' talskvinde Karine Jean-Pierre.
- Præsidenten formidlede til premierministeren, at han forventer en betydelig deeskalering i dag på vejen mod våbenhvile.
Det er den fjerde telefonsamtale mellem Biden og Netanyahu, siden konflikten i Mellemøsten blussede kraftigt op for ni dage siden.
Flere demokratiske kongresmedlemmer har lagt pres på Biden for at indtage en mere aktiv rolle for at få en våbenhvile på plads.
Både Netanyahu og Hamas-bevægelsen afviser dog, at der skulle komme en snarlig våbenhvile.
Israelsk tv havde tidligere meddelt, at der var mulighed for en våbenhvile fra torsdag klokken 06.00 lokal tid.
De israelske luftangreb i Gaza har ramt veje, bygninger og en del vigtig infrastruktur. Det betyder, at den i forvejen dårlige humanitære situation i området er forværret.
Palæstinensiske sundhedsmyndigheder siger, at 219 palæstinensere er dræbt siden mandag i sidste uge. Hvert fjerde dødsoffer i Gaza er et barn.
I Israel er 12 mennesker dræbt, heriblandt to børn.
Tysklands udenrigsminister, Heiko Maas, rejser torsdag til Israel og Vestbredden som led i den diplomatiske indsats. Det oplyser en talskvinde for det tyske udenrigsministerium.
- De politiske forhandlinger vil fokusere på den nuværende optrapning i Mellemøsten og de internationale bestræbelser på at stoppe volden, siger hun.
Heiko Maas skal efter planen mødes med Israels forsvarsminister og udenrigsminister. Han mødes også med den palæstinensiske premierminister i Ramallah på Vestbredden.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker