Biden understreger behovet for våbenhvile over for Netanyahu
Den amerikanske præsident, Joe Biden (højre), giver hånd til den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu (venstre), under et møde i Det Ovale Værelse i Det Hvide Hus i Washington D.C. 25. juli. Foto: Jim Watson/Ritzau Scanpix
Ved et møde mellem Joe Biden og Benjamin Netanyahu har præsidenten lagt vægt på behovet for våbenhvile i Gaza.
Den amerikanske præsident, Joe Biden, har natten til fredag dansk tid mødtes med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu.
Her har Biden opfordret den israelske premierminister til at få lukket kløfterne og finde frem til en aftale om våbenhvile i Gazastriben, gøre det nemmere at få nødhjælp ind i området og beskytte civile liv.
Det oplyser Det Hvide Hus i en pressemeddelelse efter mødet natten til fredag.
Mødet er første gang, de to står ansigt til ansigt, siden Biden rejste til Israel i dagene efter den palæstinensiske bevægelse Hamas' angreb 7. oktober.
Mødet falder sammen med, at der er store omvæltninger i amerikansk politik.
Søndag trak Biden sig som præsidentkandidat frem mod valget i november efter pres fra sine partifæller i Det Demokratiske Parti, og i stedet støttede han sin vicepræsident, Kamala Harris, som kandidat.
- Vi har meget at tale om, sagde Biden, da han bød Netanyahu velkommen i Det Ovale Værelse.
Den nationale sikkerhedstalsperson for Det Hvide Hus, John Kirby, siger, at der stadigvæk er uenigheder mellem Israel og den militante gruppe Hamas.
Men vi er "tættere på end nogensinde før".
- Begge parter må indgå kompromiser, siger Kirby.
Matt Miller, som er talsperson for udenrigsministeriet, siger:
- Jeg tror, at beskeden fra amerikansk side ved mødet vil være, at vi er nødt til at få den her aftale gennemført.
Netanyahu havde venlige ord til Biden før mødet.
- Jeg ønsker at takke dig for 50 år i offentlighedens tjeneste og 50 års støtte til staten Israel, og jeg ser frem til at tale med dig i dag og arbejde sammen med dig i de kommende måneder, sagde han.
Også den amerikanske vicepræsident, Kamala Harris, har natten til fredag mødtes med Benjamin Netanyahu.
Hun sagde til Netanyahu, at hun er "alvorligt bekymret" for krigen i Gazastriben og dens ofre. Tilmed opfordrede hun den israelske premierminister til at få en fredsaftale på plads.
Fredag skal Netanyahu mødes med Republikanernes præsidentkandidat, Donald Trump, i Florida.
Han har også mødtes med Elon Musk, som er administrerende direktør for elbilproducenten Tesla og rumfartsselskabet SpaceX.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned