Biden vil beskytte isbjørne og rensdyr i Alaska med olieforbud

Alaska er hjem til blandt andet isbjørne og rensdyr. De bor blandt andet i områder, som nye tiltag fra Joe Biden har til formål at beskytte. (Arkivfoto). Foto: Steven C. Amstrup/Ritzau Scanpix

Den amerikanske præsidents nye tiltag, som besværliggør olieproduktionen i naturskønne Alaska, bliver mødt med frustration fra politikere i delstaten.

Offentliggjort Sidst opdateret

Et nyt træk fra USA's præsident, Joe Biden, vækker vrede hos Republikanerne, mens miljøorganisationer jubler.

Den demokratiske præsident og hans administration forbyder nye olie- og gasboringer i et stort uberørt naturområde i delstaten Alaska.

Et område, som er vigtigt for oprindelige folk og dyr som isbjørne, rensdyr og hundredvis af trækfugle.

Det nye forbud dækker 4,3 millioner hektar eller 40 procent af naturområdet.

- Alaska er hjem for mange af Amerikas mest utrolige naturvidundere og kulturelt betydningsfulde områder.

- I takt med at klimakrisen varmer Arktis mere end dobbelt så hurtigt som resten af verden, har vi til hver en tid et ansvar for at beskytte den her vigtige region, siger han i en erklæring.

Derudover river han syv aftaler om forpagtning af jord i andet naturområde i Alaska i stykker.

Aftalerne blev indgået i løbet af ekspræsident Donald Trumps allersidste dage som præsident. De blev indgået med henblik på at udvinde olie og gas.

Biden lover, at han vil beskytte det 7,9 millioner hektar store naturområde, som lokale myndigheder i delstaten købte sig adgang til dele af, bare syv dage før Trump var færdig på posten.

Biden dropper alle aftaler i naturområdet om olie og gas, der blev indgået under den tidligere præsident.

- Det vil hjælpe med at bevare vores arktiske landområder og dyreliv. Samtidig ærer vi kulturen, historien og den blivende visdom fra Alaskas oprindelige folk, som har boet på disse områder i umindelige tider, siger Biden.

Beslutningerne skaber stor frustration i Alaska. Dan Sullivan, republikansk senator i Alaska, siger, at han selv og borgerne i delstaten er rasende.

Myndigheder i Alaska har forsøgt at få mere gang i olie- og gasboringerne for at skabe flere job og få flere penge til delstaten.

- Der er en tydelig vrede og frustration hos Alaskas indbyggere over for Biden-administrationens utrættelige angreb på vores økonomi og vores ret til at bruge vores land.

- Krigen mod Alaska er ødelæggende. Ikke kun for Alaska, men også for hele landets energisikkerhed, siger han i en erklæring.

I erklæringen tordner både han og den anden republikanske senator i Alaska, Lisa Murkowski, mod beslutningerne.

Det samme gør Mary Peltova, demokratisk medlem af Repræsentanternes Hus. Hun erklærer sig "dybt frustreret".

Flere miljøorganisationer glæder sig imidlertid over beslutningen, skriver Reuters. De håber at se flere beslutninger af samme skuffe i fremtiden.

Biden har ifølge Reuters søgt tække hos aktivister og miljøorganisationer. Tidligere i år gjorde han sig upopulær hos dem, da regeringen sagde god for et syv milliarder dollar stort boringsprojekt i netop Alaska.

Et projekt, som også FN, der opfordrer medlemslande til at skifte væk fra fossile brændsler, kritiserede.

De lokale myndigheder i Alaska, som har fået revet sine aftaler om forpagtning af jord i stykker, vil udfordre beslutningen ved domstolene.

Den amerikanske regering vil beskytte flere naturområder i Alaska ved at forhindre boringer efter olie- og gas. Områderne er vigtige for både dyr og oprindelige folk. (Arkivfoto). Foto: Uncredited/Ritzau Scanpix

Ifølge indenrigsministeriet i USA har man ret til at droppe aftalerne, fordi der var "alvorlige mangler", da de blev indgået.

/ritzau/

Sagen kort

* Den amerikanske regering forbyder nye olie- og gasboringer i et område, der dækker 40 procent af National Petroleum Reserve i Alaska. Det er det største uberørte offentlige stykke land i USA og er hjem for dyr isbjørne, rensdyr og mange trækfugle.

* Regeringen river samtidig syv aftaler om forpagtning af jord i stykker. Det er aftaler, som gælder i naturområdet Arctic Wildlife Refuge, der også ligger i Alaska. Aftalerne blev indgået mellem den amerikanske regering, da Donald Trump stadig var ved magten, og lokale myndigheder i Alaska med henblik på at udvinde olie- og gas.

* Beslutningerne kommer, efter at Biden tidligere i år mødte stor kritik fra miljøfolk for at godkende et stort olieprojekt i netop Alaska.

* Alaskas olieproduktion er faldet betydeligt over de seneste tre årtier.

Kilder: Reuters og AFP.

/ritzau/

Den amerikanske præsident, Joe Biden, møder stor kritik fra politikere i Alaska. De mener, at nye tiltag er ødelæggende for delstaten og landets energisikkerhed. Foto: Leah Millis/Reuters

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu