Bidens præsidentkampagne presses af krige og konflikter ude af kontrol

En amerikansk præsident med selvtillid, pilotbriller og afsender af store mængder amerikanske våben til Ukraine. Det var den 20. februar 2023, at USA's præsident, Joe Biden (th.), med alverdens kameralinser som vidner gik tur med præsident Volodymyr Zelenskyj i den ukrainske hovedstad, Kyiv. (Arkivfoto). Foto: Dimitar Dilkoff/Ritzau Scanpix

USA er ikke i krig, men er alligevel viklet ind i konflikterne i Ukraine og Gaza. Det er skidt for Joe Biden og hans valgkamp, og Trump står klar med skytset.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er kun et lille år siden, men februardagen i Ukraines hovedstad, Kyiv, i 2023, da USA's præsident, Joe Biden, var forbi, synes nu langt væk.

Det var dengang, en selvsikker Biden gik tur med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, mens solen skinnede på den kolde hovedstad.

Biden lignede en leder, der førte an i den vestlige verdens hjælp for at sikre Ukraines frihed i kampen mod præsident Vladimir Putins Rusland.

I dag står Biden med andre realiteter, og de kan ramme både ham og Ukraine.

Biden har indledt sin valgkamp for at blive genvalgt til USA's præsidentpost den 5. november, og nu er hans rolle fra dengang ikke på dagsordenen.

Nu ser krigen i Ukraine ud til at være i dødvande. Biden har problemer med at få USA's hjælp frem til Ukraine på grund af en vrangvillig kongres med voksende modstand mod at hjælpe i krigen.

Og ydermere har Mellemøsten meldt sig med problemer. Der er krig i Gaza, og den krig truer hele tiden med at sprede sig.

Faktisk er den allerede kogt over til Yemen, hvorfra houthi-oprørerne beskyder den internationale skibsfart. Amerikanske krigsskibe har svaret igen.

Andre proiranske grupper har beskudt amerikanske styrker i Irak og Syrien, og også her har amerikanerne svaret igen.

USA er ikke i krig, men er alligevel viklet ind i flere militære konflikter.

Desuden er der den løbende strid med migranter langs USA's grænse til Mexico.

Tidligere præsident Donald Trump, der mere og mere ligner Republikanernes udfordrer til Biden ved det kommende præsidentvalg, har noteret sig Bidens problemer.

Under valgkampen for fire år siden, da Biden udfordrede præsident Trump, sagde Biden, at han ville genoprette USA's status og internationale anseelse, efter at Trump med sin politik ifølge Biden havde isoleret USA og skabt kaos.

Biden har slået på, at han har genskabt de internationale alliancer. Han har genskabt sammenhold i Nato og i Asien.

Den 23. januar holdt Joe Biden vælgermøde om abortspørgsmål i Manassas i delstaten Virginia. Men uden for centret, hvor mødet fandt sted, var der en propalæstinensisk demonstration, der protesterede imod Bidens politik i Gazakrigen. Foto: Evelyn Hockstein/Reuters

Trump hæfter sig derimod ved den internationale ustabilitet og bruger den til at portrættere Biden som svag.

- Følelsen af ustabilitet på grund af disse konflikter, og også grænsespørgsmålene, vil spille en rolle i dette valg, siger Melissa DeRosa, rådgiver for Demokraterne, Bidens parti.

- Jeg tror, det bliver et problem for Biden. Det er noget, som Trump fortsat vil køre på, tilføjer hun og nævner specifikt migrantproblemerne som præsidentens "akilleshæl".

Normalt spiller udenrigspolitik ikke så stor en rolle i amerikanske valg, men denne gang kan Trump bruge det. Han spiller på global usikkerhed.

- Udenlandske grupper frygter Trump mere, end de frygter den nuværende beboer i Det Hvide Hus, sagde den 72-årige Tony Ferrantello, en Trump-vælger, ved det nylige primærvalg i New Hampshire.

Vælgerne generelt er også utilfredse med Biden, der ellers prøver at fremstå som en erfaren leder, når det gælder international politik.

En meningsmåling siger, at 58 procent af vælgerne er utilfredse med hans håndtering af udenrigspolitikken. 36 procent er tilfredse.

USA's tidligere præsident Donald Trump, der prøver at genvinde embedet, har erklæret, at han kan afslutte krigen i Ukraine på et døgn. Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har inviteret Trump til Ukraine for at fortælle, hvad hans plan er. Der er så vidt vides ikke planlagt en Trump-rejse til Kyiv endnu. Billedet er fra valgaftenen i New Hampshire den 23. januar. Foto: Timothy A. Clary/Ritzau Scanpix

Tingene er under forandring for Biden, og det gælder i øjeblikket specielt amerikanernes holdning til den gamle konflikt mellem israelere og palæstinensere.

USA står normalt last og brast med Israel, men der synes at være andre kræfter på spil. Under flere af Bidens vælgermøder er han blevet afbrudt af vælgere, som råber pro-palæstinensiske slagord.

Det kan give Biden problemer i svingstaten Michigan i november.

Her er der en stor arabisk og muslimsk befolkning. Sammen med de unge generationer kan de finde på at straffe Biden på grund af hans politik i Gazakrigen.

/ritzau/

Joe Bidens internationale erfaring

USA's præsident, Joe Biden, præsenterer sig selv som en mand, der har stor international erfaring. Det brugte han også i sin valgkamp, da han vandt over Donald Trump i 2020.

* Han har været vicepræsident i otte år under præsident Barrack Obama fra 2009 til 2017.

* Var i 36 år senator valgt for delstaten Delaware. Her "fremstod han som en leder i nogle af vor nations vigtigste hjemlige og internationale udfordringer", fremgår det af hans profil på Det Hvide Hus' hjemmeside.

* Han var formand for Senatets udenrigsudvalg i 12 år "og spillede en afgørende rolle i udformning af USA's udenrigspolitik".

 

Kilde: whitehouse.gov.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu