Bilbombe dræber fem i Damaskus
Foto: Ho/ Scanpix /Scanpix
Ho/ Scanpix /Scanpix
Mindst fem mennesker er dræbt og mindst 32 andre er såret af en bilbombe i Syriens hovedstad Damaskus. Der rapporterer Syriens statskontrollerede tv.
Bomben eksploderede tæt ved en lejeplads for mindre børn, og adskillige huse ved gerningsstedet er beskadiget eller ødelagte, siger vidner.
- Fem er dræbt og 32 sårede, da en terrorist-bombe eksploderede i bydelen Daf Shawk i Damaskus. Der er tale om et klart brud på den våbenhvile, der er aftalt med regeringshæren, hedder det i rapporter fra syriske medier.
Lokale kilder fortæller nyhedsbureauet AFP, at bomben eksploderede i en bydel, hvor ledende politifolk og deres familier bor.
Tabstallene er bekræftet af Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der føjer til, at der er børn blandt de omkomne.
Bombeaktionen sker, selv om en våbenhvile hen over weekenden mellem de stridende parter i Syrien blev aftalt torsdag.
Våbenhvilen, der kom i stand efter mægling af FN og Den Arabiske Liga, er stort set ikke blevet respekteret, og der er rapporter om kampe flere steder i landet.
Ud over bomben i Damaskus er der rapporter om hårde kampe ved en militærkaserne i provinsen Idlib og i flere andre byer i den nordlige del af landet.
Der er ingen oplysninger om dræbte i forbindelse med kampene. Men der rapporteres om voldsomme eksplosioner efter syriske flyangreb mod oprøreres stillinger.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker