Bilbombe dræber ni i afghansk lufthavn

En afghansk soldat samt to lokale vagter er blandt de dræbte, oplyser landets politi ifølge nyhedsbureauet AFP.

Nato-tropper har afspærret området, hvor de har en base i nærheden, siger en talsmand for provinsen Ahmad Zia Abdul Zai.

Selvmordsaktionen kommer efter flere dages uro i landet. Mindst 30 personer har inden for de seneste seks døgn mistet livet i voldelige demonstrationer. Afghanerne er vrede over, at udgaver af Koranen blev brændt af på en amerikansk militærbase.

Taliban har hurtigt været ude og påtage sig skylden for angrebet, som de også siger, er en hævn for de omtalte afbrændinger.

Søndag blev syv amerikanske soldater såret, efter demonstranter kastede en håndgranat mod en af Natos militærbaser og også angreb en lokal politistation i byen Kunduz.

Og Nato og Storbritannien har trukket al mandskab ud af Afghanistans ministerier efter drabet på to amerikanske officerer. Angiveligt var angrebet hævn for koran-afbrændingerne.

Den danske ambassade i Afghanistans hovedstad Kabul har advaret civile danske rådgivere mod, at de også kan blive mål for vreden.

Syv danske NGO-organisationer er til stede i Afghanistan, fremgår det af ambassadens hjemmeside.

/ritzau/AFP

Mindst ni personer har mistet livet og otte er kvæstet, efter en bilbombe eksploderede ved indgangen til Jalalabad Lufthavn i det østlige Afghanistan.

Offentliggjort Sidst opdateret