Bilbombe dræber ti personer i Irak

Mindst 10 personer mistede søndag livet og 16 blev såret, da en bilbombe eksploderede i byen Garmat Ali i det sydlige Irak, fortæller sikkerhedschef i Basra-provinsen Ali al-Maliki.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bilbomben eksploderes ved en busterminal i Basra, og den gik af kort tid efter, at en anden bilbombe eksploderede i byens centrum omkring klokken 08.00 søndag morgen. Her kom ingen dog til skade.

- Jeg blev kastet tilbage af eksplosionen. Så rejste jeg mig op og skyndte mig tilbage for at hjælpe ofrene, fortæller buschauffør Hameed Salman, hvis tøj er indsmurt i blod, til en reporter fra nyhedsbureauet Reuters.

- Jeg var med til at bære fem sårede personer over til nogle biler, der kunne køre dem til hospitalet, beretter han videre.

Ingen har endnu påtaget sig ansvar for angrebet, men militante - herunder dem knyttet til Al Qaeda - har gennem lang tid forsøgt at ramme civile, sikkerhedsstyrker og medlemmer af regeringen i et forsøg på at reducere tilliden til regeringen og destabilisere landet.

Angreb i Basra-området er relativt sjældne sammenlignet med andre områder i Irak.

Garmat Ali ligger omkring 20 kilometer nord for Basra, og angrebet sker blot få dage før tiårsdagen for den amerikansk-ledede invasion i Irak, som startede den 20. marts 2003.

Onsdag er det altså 10 år siden, at præsident George W. Bush meddelte, at USA og koalitionen af villige lande, heriblandt Danmark, havde indledt invasionen af Irak med blandt andet den begrundelse, at den irakiske leder, Saddam Hussein, var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben.

Man fandt aldrig nogen, men det lykkedes at få diktatoren fjernet fra posten, som han havde siddet på i 24 år.

Det anslås, at mindst 112.000 civile er blevet dræbt på de ti år, inventionen begyndte.

/ritzau/AFP