Bilbombe i Kabul dræber 14 og knuser vinduer en kilometer væk
Afghanske politifolk på gaden kort efter, at et bombeangreb onsdag rystede Kabul. Mindst 14 er dræbt, og 145 såret. Foto: Omar Sobhani/Reuters
Omar Sobhani/Reuters
Bombe eksploderede ved politistation i Afghanistans hovedstad. Taliban tager skylden for angrebet.
Mindst 14 mennesker blev dræbt, og 145 såret, da en bilbombe tidligt onsdag blev bragt til eksplosion uden for en politistation i Afghanistans hovedstad, Kabul.
Bomben eksploderede, da et køretøj blev stoppet ved en kontrolpost uden for politistationen.
Det oplyser talsmand for Indenrigsministeriet Nasrat Rahimi.
En stor røgsøjle rejste sig over Kabul efter angrebet, som blæste mange vinduer langt væk fra eksplosionsstedet, oplyser embedsmænd.
- Jeg hørte et voldsomt brag, alle vinduer i min forretning blev knust, og der var glasskår over alt, siger forretningsindehaveren Ahmad Saleh.
- Det kører stadig rundt for mig, og jeg forstår stadig ikke, hvad der sket. Men vinduerne er knust i omkring 20 forretninger i op til en kilometers afstand fra eksplosionen, siger han.
På sociale medier er der offentliggjort videooptagelser af angrebet. Der kan høres skudsalver efter eksplosionen.
Det er almindeligt, at et selvmordsangreb følges op af skudangreb.
I en erklæring har den islamistiske bevægelse Taliban taget skylden for angrebet, skriver Reuters.
Ifølge tal fra FN er over 1500 civile blevet dræbt eller såret i den afghanske konflikt alene i juli.
Natten mellem tirsdag og onsdag stormede en af politiets kommandogrupper et hus, hvor islamistiske militsfolk holdt sig skjult. Detaljer om operationen er endnu ikke offentliggjort.
Mindst fem mennesker blev dræbt, og syv blev såret, da en bombe rettedes mod et køretøj med politifolk fra en anti-narkotikastyrke.
Volden er ikke taget af i Afghanistan, selv om Taliban og USA synes at gøre fremskridt i fredsforhandlinger om en aftale, der skal føre til en tilbagetrækning af amerikanske soldater. Til gengæld skal Taliban indstille angreb.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde