Biler og butikker smadres igen i London

Kampklædt politi rykkede mandag ud i London, hvor der er optræk til nye optøjer for tredje dag i træk.

Britisk tv viser direkte billeder af unge, der smadrer vinduer, biler og butikker og kaster sten og andet skyts efter politiet i bydelen Hackney.

BBC beskriver situationen i området som meget spændt. Tv-stationen oplyser, at de unge blev provokeret af, at politiet stoppede folk på gaden og visiterede dem, men oplysningen kunne ikke umiddelbart bekræftes fra politiets side.

Urolighederne i London brød oprindeligt ud lørdag aften, efter der havde været demonstration mod politiets nedskydning af en mand i bydelen Tottenham tidligere på ugen.

Siden bredte urolighederne sig til andre dele af den britiske hovedstad.

De værst ramte områder - Tottenham, Brixton og nu Hackney - er områder med en stor andel af indvandrere og høj arbejdsløshed.

De seneste demonstrationer i Hackney kommer samtidig med, at indenrigsminister Theresa May mødes med repræsentanter fra politiledelsen.

Ministeren rejste hjem fra ferie, da urolighederne brød ud i løbet af weekenden.

Også Londons borgmester, Boris Johnson, har afbrudt sin ferie og ventes at være tilbage i London tirsdag morgen, oplyser BBC.

Foreløbig er mere end 100 personer anholdt i løbet af de to nætter, urolighederne har stået på. 35 politibetjente er kvæstet i gadekampene.

/ritzau/AFP

For tredje dag i træk er vrede demonstranter på gaden i London. Indenrigsminister haster hjem fra ferie.

Offentliggjort Sidst opdateret