Biler sat i brand: Protester er igen blusset op i Ny Kaledonien

Frankrig besluttede, da protester var på sit højeste, at indføre nødretstilstand i Ny Kaledonien på grund af urolighederne, forbød det sociale medie TikTok og sendte ekstra soldater og politifolk til det oversøiske territorium. (Arkivfoto). Foto: Theo Rouby/Ritzau Scanpix

Ifølge den franske regerings repræsentanter i Ny Kaledonien har nat med protester været "turbulent".

Offentliggjort Sidst opdateret

Natten til mandag har demonstranter i Ny Kaledonien sat ild til flere bygninger og køretøjer, og det lader dermed til, at protesterne i øgruppen er blusset op på ny.

Det har lokale myndigheder oplyst ifølge nyhedsbureauet dpa.

Ny Kaledonien er et oversøisk fransk territorium.

Ifølge den franske regerings repræsentanter i det oversøiske territorium har natten været "turbulent".

I byen Dumbea, der ligger nord for hovedstaden Noumea, er flere køretøjer samt politistationen blevet antændt.

Tidligere denne måned blev en planlagt valgreform, som i maj udløste omfattende uroligheder i Ny Kaledonien, suspenderet.

Reformen skulle give franske statsborgere, der har boet i Ny Kaledonien i mindst ti år, mulighed for at stemme ved lokalvalg.

Men kritikere af reformen frygter, at det vil ske på bekostning af den oprindelige befolknings indflydelse i øgruppen.

Urolighederne brød ud 13. maj og varede over to uger. Der blev stukket ild på biler, plyndret butikker og lavet vejblokader.

Undervejs mistede syv personer livet. Derudover blev hundredvis anholdt.

Frankrig besluttede at indføre nødretstilstand i øgruppen på grund af urolighederne, forbød det sociale medie TikTok og sendte ekstra soldater og politifolk til Ny Kaledonien.

Den franske præsident, Emmanuel Macron, rejste også ud til øgruppen.

Ny Kaledonien ligger i Stillehavet øst for Australien og har omkring 270.000 indbyggere.

Særligt det oprindelige folk kanakkerne, der udgør 40 procent af befolkningen, mener, at det er forkert, at det franske parlament 17.000 kilometer væk bestemmer over dem.

Øgruppen har historisk været vigtig for Frankrig, blandt andet af geopolitiske årsager, men også på grund af nikkeludvinding.

/ritzau/