BILLEDSERIE: Coronavirusset skaber spøgelsesbyer i Kina

En mand iført ansigtsmaske cykler forbi et tætbefolket beboelsesområde i den kinesiske millionby Wuhan i Hubei-provinsen, hvor coronavirusset har sit epicenter. Foto: Stringer/Reuters

Myndighederne har lukket flere kinesiske storbyer ned i forsøget på at inddæmme smitten af coronavirus.

Offentliggjort Sidst opdateret

Gaderne ligger øde hen, butikkerne er lukkede, og trafikken er underlagt skrappe restriktioner. Livet er så godt som sat på standby.

Sådan er virkeligheden i flere kinesiske storbyer, som myndighederne har lukket ned for at undgå, at det smitsomme coronavirus spreder sig yderligere.

Særligt millionbyen Wuhan i Hubei-provinsen, hvor virusset har sit epicenter, ligner en spøgelsesby.

Alene i Hubei-provinsen er omkring 56 millioner mennesker påvirket af nedlukningen.

Også i den kinesiske hovedstad, Beijing, har gaderne de seneste to uger ligget øde, skriver The Guardian.

Det skyldes ifølge avisen, at mange indbyggere går i selvvalgt karantæne i deres hjem.

Her kan du se en række billeder fra nogle af de kinesiske byer, som coronavirusset har gjort til spøgelsesbyer.

Coroanvirusset menes at være brudt ud på et marked i Wuhan i midten af december. Udbruddet har medført mange lukkede butikker i storbyen. Her ses sikkerhedspersonale, der gør rent foran lukkede butikker i Wuahn, iført ansigtsmasker. Foto: Stringer/Reuters
Politiet i Hubei-provinsen bruger droner til at sprede information til de mange borgere, der er i karantæne i deres egne hjem. Informationen omhandler, hvordan myndighederne forebygger og forsøger at inddæmme smitten. Her ses politibetjente i Xiangyang i Hubei-provinsen. Foto: China Daily/Reuters
Flere end 37.000 personer i Kina var natten til søndag dansk tid bekræftet smittet med coronavirusset. De mange smittede har skabt et massivt pres på hospitalerne - især i Wuhan, hvor hovedparten af de smittede befinder sig. Myndighederne har derfor inddraget dette konferencecenter og flere andre bygninger som midlertidige hospitaler. Foto: Str/Ritzau Scanpix
Trafikken ind og ud af Hubei-provinsen er underlagt skrappe restriktioner. Her ses politi ved en kontrolpost mellem Hubei-provinsen og Jiangxi-provinsen. Foto: Thomas Peter/Reuters
Vejene i Wuhan plejer at være fyldte med biler og busser. Virusudbruddet har forvandlet den tidligere pulserende millionby til en spøgelsesby. Foto: Emilia/Reuters
Hospitalet Jinyintan i Wuhan er fyldt til randen med patienter, der er blevet smittet med coronavirusset. Udbruddet har fået Verdenssundhedsorganisationen (WHO) til at advare om en global mangel på ansigtsmasker og sikkerhedsdragter. Særligt vigtigt er det, at sundhedspersonale, der behandler de smittede, bærer sikkerhedsudstyr. Foto: Darley Shen/Reuters
Kinas hovedstad, Beijing, er tydeligt påvirket af virusudbruddet i landet. Her ses en ansat iført ansigtsmaske gå forbi den normalt travle busterminal Sihui Long Distance Bus Station i Beijing. Foto: Thomas Peter/Reuters
Langt størstedelen af de personer, der er smittet med coronavirus, befinder sig i Kina, men der er også konstateret tilfælde i over 20 andre lande. Her ses en enkelt person iført ansigtsmaske i Ditan Park i Beijing. Foto: Carlos Garcia Rawlins/Reuters
Metrostationen Jianguomen i den kinesiske hovedstad, Beijing, ligger næsten øde hen som følge af coronavirusset, der plager landet. Foto: Carlos Garcia Rawlins/Reuters
En enkelt kvinde iført ansigtsmaske tager en selfie foran Den Forbudte By i Beijing. Den Forbudte By er midlertidigt lukket for besøgende som følge af virusudbruddet. Stedet har ifølge Lonely Planet årligt 16 millioner besøgende. Foto: Carlos Garcia Rawlins/Reuters
Sikkerhedspersonale iført beskyttende udstyr patruljerer gaden Wangfujing i Kinas hovedstad, Beijing. Foto: Carlos Garcia Rawlins/Reuters
Togstationen Hankou i Wuhan i Hubei-provinsen er blevet lukket ned for at inddæmme smitten, der har sit epicenter i byen. Stationen og området omkring den er blevet desinficeret for at komme coronavirusset til livs. Foto: China Daily Cdic/Reuters
Hongkong er begyndt at praktisere en ordning med to ugers obligatorisk karantæne for alle personer, der kommer til området fra fastlands-Kina i et forsøg på at få bugt med det dødelige coronavirus. Her ses en kvinde i et supermarked i Hongkong, hvor indbyggerne er begyndt at hamstre toiletpapir og andrer varer i forbindelse med karantænerne. Foto: Philip Fong/Ritzau Scanpix
Indkøbscentrene i det finansielle distrikt Lujiazei i storbyen Shanghai er så godt som tomme under udbruddet af det smitsomme coronavirus. Foto: Aly Song/Reuters
Shanghai er Kinas største by med over 23 millioner indbyggere. Byen er ligesom flere andre kinesiske storbyer tydeligt mærket af udbruddet af coronavirusset, hvilket har fået gaderne til at ligge øde han. Her ses de tomme gader foran Oriental Pearl Tower. Foto: Aly Song/Reuters