BILLEDSERIE: Familie og kendisser tog afsked med Floyd

Pop- og R&B-sanger Ne-Yo sang under begravelsesceremonien. Det var bokselegenden Floyd Mayweather, der betalte for begravelsen. Foto: Godofredo A. Vasquez/Ritzau Scanpix

Indtil for nylig var George Floyd ukendt. Det ændrede hans død ved, og tirsdag tog familie og kendte afsked.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den guldfarvede kiste blev bragt fra kirken til kirkegården i hestekaret, den amerikanske popstjerne Ne-Yo sang a capella i kirken, og Demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, holdt tale via videolink.

Tirsdag deltog 500 mennesker i den 46-årige sorte amerikaner George Floyds begravelse. Han døde for lidt mere end to uger siden i politiets varetægt.

Inden hans død var Floyd en ukendt person for offentligheden. Men efter videooptagelser af den brutale anholdelse, der førte til Floyds død, er gået verden rundt, er han blevet et globalt symbol på racisme og politivold.

Begravelsen blev holdt i The Fountain of Praise Church i storbyen Houston i Texas, hvor Floyd havde sin opvækst. Bokselegenden Floyd Mayweather dækkede alle udgifter ved begravelsen.

Her kan du se billeder fra begravelsen.

Gospelsangerinden Nakitta Foxx optrådte med "We Offer Praise" under begravelsesceremonien. Af andre prominte navne deltog Houstons borgmester, Sylvester Turner, og den amerikanske skuespiller Jamie Foxx. Foto: Godofredo A. Vasquez/Ritzau Scanpix
George Floyds datter med sin mor. Halvdelen af gæsterne ved begravelsen var Floyds familie og nærmeste, mens den anden halvdel var politikere, ledere i lokalsamfundet og andre personer af rang. Foto: Getty Images/Ritzau Scanpix
En kvinde sørgede over Floyds død. Den 46-årige sorte mand George Floyd, hvis død efter en anholdelse af en hvid politibetjent i Minneapolis er blevet et globalt symbol på racisme og politivold, blev begravet tirsdag. Foto: Carlos Barria/Reuters
En hestevogn kørte fra kirken, hvor begravelsen fandt sted, med George Floyds kiste i guld. George Floyd døde 25. maj under en brutal anholdelse i Minneapolis, Minnesota. Foto: Carlos Barria/Reuters
Kistebærere med den afdøde George Floyd i The Fountain of Praise Church i Houston, Texas. Foto: Pool/Reuters
George Floyds familie bar hvidt i kirken, mens alle andre kirkegæster var pålagt at bære sort tøj. Mandag eftermiddag fik offentligheden lov til at give et sidste farvel til George Floyd, hvis åbne kiste stod lit de parade. Foto: Godofredo A. Vasquez/Ritzau Scanpix
Demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, hyldede i en videotale med underlægningsmusik den afdøde George Floyd og lod forstå, at hans død ikke var forgæves, da den skal ændre sortes vilkår i USA. Foto: David J. Phillip/Ritzau Scanpix
500 mennesker var inviteret til George Floyds begravelsesceremoni i hans barndomsby Houston. Ceremonien blev livestreamet via internettet. Foto: Getty Images/Ritzau Scanpix