BILLEDSERIE: Kvinder over hele verden markerede kampdag

Et luftfoto viser nogle af de omkring 125.000 demonstranter, der ifølge chilensk politi søndag er samlet i Chiles hovedstad, Santiago. Også i andre byer i Chile var der store demonstrationer. I løbet af de seneste dage har senatet i Chile godkendt en lov, der giver kvinder indflydelse på udarbejdelsen af en ny forfatning. Samtidig har præsidenten skærpet straffen for drab på kvinder. Foto: Javier Torres/Ritzau Scanpix

Trods udbrud af coronavirus var kvinder over hele verden på gaden for at markere 8. marts.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fra Buenos Aires til Bogota. Fra Madrid til Manila. Fra Istanbul til Islamabad.

Verden over markerede millioner af kvinder - og et mindre antal mænd - kvindernes internationale kampdag søndag 8. marts.

Nogle steder, særligt i Europa, var fremmødet begrænset på grund af frygten for coronavirus.

Men i Latinamerika var omkring 125.000 på gaden i Chiles hovedstad, Santiago, som tidligere på året var ramme om store sociale protester.

I Mexico City ventes et rekordhøjt antal kvinder på gaden for at vise deres modstand mod det ligeledes rekordhøje antal drab på kvinder i landet.

I den tyrkiske millionby Istanbul forsøgte et par hundrede kvinder at demonstrere på byens hovedgade, men blev stoppet af kampklædt politi, der affyrede tåregas mod dem. Det er andet år i træk, at Tyrkiet forbyder kvinderne at markere dagen.

Her kan du se en række billeder fra kampdagen søndag.

I Kirgistan anholdt politiet snesevis af kvinder, der deltog i en 8. marts-demonstration i hovedstaden, Bisjkek. Det skete, efter at maskerede mænd havde angrebet kvinderne og revet deres plakater i stykker. En talsmand for politiet sagde ifølge nyhedsbureauet AFP, at kvinderne var blevet anholdt for deres egen sikkerheds skyld, og fordi politiet ikke på forhånd havde fået en anmeldelse om, at demonstrationen ville finde sted. Foto: Vladimir Pirogov/Reuters
Også i Iraks hovedstad, Bagdad, blev dagen markeret trods frygten for coronasmitte. En kvinde med en maske for ansigtet holder et skilt med teksten "Længe leve 8. marts Kvindernes Internationale Kampdag". Foto: Thaier Al-Sudani/Reuters
"Patriarkat-virus. Vi er modgiften", lyder det på et skilt i Paris. Foto: Pascal Rossignol/Reuters
I Filippinernes hovedstad, Manila, deltog hundredvis af demonstranter i afbrændingen af en papdukke, der forestiller præsident Rodrigo Duterte. Mange beskylder ham for at have en kvindefjendsk indstilling. Foto: Eloisa Lopez/Reuters
Klædt i lilla trodsede kvinder coronafrygten og dansede gennem gaderne i den spanske hovedstad, Madrid, i protest mod vold mod kvinder og drab på kvinder. "Mandschauvinisme slår flere ihjel end coronavirus", lød et af slagordene under søndagens demonstration. Foto: Susana Vera/Reuters
I den italienske storby Milano, der ligger i den region, der er hårdest ramt af coronavirus, var det sparsomt med demonstranter søndag. Regionen er stort set lukket ned, men Italiens præsident, Sergio Mattarella, havde indspillet en videobesked til de italienske kvinder. I videoen roste han de kvinder, "der arbejder på hospitalerne i den røde zone" (karantænezonen, red.) for indsatsen. Foto: Miguel Medina/Ritzau Scanpix
Hundredvis af aktivister i den tyrkiske millionby Istanbul var søndag i klammeri med kampklædt politi, der endte med at sprede demonstranterne med tåregas. Det er andet år i træk, at myndighederne i Istanbul forbyder demonstrationer 8. marts. Foto: Cansu Alkaya/Reuters
I Pakistans hovedstad, Islamabad, tog mænd fra forskellige religiøse grupper opstilling og kastede sten, sko og kæppe mod de kvinder og mænd, der søndag deltog i et optog for kvinders rettigheder. Islamisterne forsøgte flere gange at bryde igennem det kampklædte politis kæder for at angribe kvindernes march, skriver nyhedsbureauet Reuters. Foto: Stringer/Reuters
Kvinder var samlet i Colombias hovedstad, Bogota, hvor de fejrede, at byen har fået sin første kvindelige borgmester, som også er åbent homoseksuel. Samtidig var der demonstrationer i byen på grund af en nylig domstolsafgørelse, der opretholder den skrappe abortlov. Foto: Stringer/Reuters