Bin Laden bygger verdens højeste bygning

Den saudiarabiske dollarmilliardær prins Alwaleed bin Talal har afsløret en plan om at bygge verdens højeste bygning i Jeddah i Saudi-Arabien.

Der er tale om en skyskraber, som er højere end en kilometer. Planen er, at den skal bygges på lidt over fem år.

Prins Alwaleed underskrev tirsdag en kontrakt om byggeriet med den saudiarabiske entreprenørvirksomhed Bin Laden Group. Kontrakten har en værdi af 1,23 milliarder dollar, omkring 6,3 milliarder kroner.

Bin Laden Group blev oprettet af den nu dræbte superterrorist Osama bin Ladens far, Muhammed, der gjorde familien velhavende ved at bygge blandt andet veje, huse og paladser i Saudi-Arabien.

Familien slog hånden af Osama bin Laden, da han begyndte at bruge terror.

- At bygge dette tårn i Jeddah sender en finansiel og økonomisk besked, der ikke bør ignoreres, siger Alwaleed.

- Det har en politisk dybde, der fortæller verden, at vi saudiarabere investerer i vort land trods det, der sker omkring os, herunder uro og revolutioner, siger prinsen.

Det er planen, at Jeddah-tårnet blandt andet skal omfatte et hotel, lejligheder og kontorer.

Når det er færdigbygget, vipper det skyskraberen Burj Khalifa af pinden som verdens højeste bygning.

Burj Khalifa ligger i Dubai og er 828 meter højt.

Prins Alwaleed vil ikke ud med, hvor høj hans skyskraber bliver.

- Det er ikke 1000 meter. Det er mere, måske mange meter. Tallet er hemmeligt. Kun et lille antal mennesker kender det, siger han.

/ritzau/Reuters

Skyskraber på over en kilometer opføres i Saudi-Arabien. Entreprenørgruppen Bin Laden skal bygge den.

Offentliggjort Sidst opdateret