I sin første offentlige udtalelse i mere end et halvt år siger al-Qaedas leder, Osama bin Laden, at han er bekymret for klimaforandringerne.
Samtidig kritiserer han hjælpeindsatsen efter oversvømmelserne i Pakistan.
Det sker i en 11 minutter lang lydoptagelse, der er lagt ud på en islamistisk hjemmeside.
- De omfattende klimaforandringer påvirker vores islamiske nation og skaber store katastrofer i hele den islamiske verden, siger Osama bin Laden.
- Antallet af ofre for klimaforandringer er meget højt, højere end ofrene for krig, siger stemmen på båndet.
Det var ikke umiddelbart muligt at få bekræftet, om stemmen reelt tilhører Osama bin Laden.
Al-Qaeda-lederen fortsætter med at tale om de voldsomme oversvømmelser, der har ramt Pakistan.
- Det er ikke længere tilstrækkeligt at opretholde den samme hjælpeindsats som før, for det er blevet afgørende at levere telte, mad og medicin.
- Det, vi står over for, kræver, at gavmilde sjæle og modige mænd handler seriøst og hurtigt for at yde hjælp til deres muslimske brødre i Pakistan, tilføjer han.
I tidligere lydoptagelser fra januar har Osama bin Laden beskyldt industrialiserede lande for at være skyld i klimaforandringer.
Verden hørte sidst fra Osama bin Laden i marts, da han advarede om, at al-Qaeda vil slå amerikanske statsborgere ihjel, hvis USA henretter den hovedmistænkte for terroranslaget 11. september 2001, Khalid Sheikh Mohammed.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned