Bin Laden: Soldater skal ud af Afghanistan

Lederen af al-Qaeda-terrornetværket, Osama bin Laden, advarer europæiske lande om, at de skal hente deres soldater hjem fra Afghanistan.

I en båndet optagelse, som bliver udsendt lige før søndagens tyske forbundsdagsvalg, hedder det:

- Vi forlanger ikke noget urimeligt. Det er op til jer at gøre en ende på uretfærdigheden og trække jeres soldater ud af Afghanistan, siger han på optagelsen, som har tyske undertekster.

Bin Ladens foregående budskab kom tidligere på måneden. Dengang henvendte han sig til den amerikanske befolkning kort før otteårsdagen for terroranslagene den 11. september 2001 i New York og Washington.

/ritzau/Reuters

Osama bin Laden kræver i optagelse forud for det tyske valg, at de europæiske lande trækker deres soldater ud af Afghanistan.

Offentliggjort Sidst opdateret