Blinken drøftede reformer af palæstinensisk selvstyre med Abbas
USA's udenrigsminister, Antony Blinken, havde onsdag drøftelser med den palæstinenske præsident, Mahmoud Abbas, i Ramallah om behovet for reformer af den palæstinensiske selvstyremyndighed og oprettelsen af en palæstinensisk stat. Foto: Jaafar Ashtiyeh/Ritzau Scanpix
USA støtter plan om dannelse af palæstinensisk stat og opfordrer til reformer af palæstinensernes selvstyre.
USA's udenrigsminister, Antony Blinken, havde onsdag drøftelser med den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, i Ramallah på den besatte Vestbred.
Blinken, der mødte Abbas efter at have ført drøftelser med israelske ledere, talte om behovet for reformer af den palæstinensiske selvstyremyndighed. Budskabet var blandt andet, at det er behov for en tostatsløsning, hvis arabiske lande skal kunne normalisere forholdet til Israel.
Blinken ankom i en bilkolonne under strenge sikkerhedsforanstaltninger til den fungerende palæstinensiske hovedstad. Den amerikanske kortege blev mødt af adskillige palæstinensiske demonstranter, som havde plakater med slagord "Stop folkemordet" og "Gør Palæstina Frit".
Amerikanerne har ytret ønske om, at Abbas overtager styringen af Gazastriben efter krigen. Dette afviser Abbas at gøre, hvis den israelske besættelse fortsætter, uden at der er taget skridt frem mod at oprette en palæstinensisk stat.
Den palæstinensiske selvstyremyndighed, PA, bør ifølge Blinken reformere sig selv og forbedre sit styre og sin effektivitet.
Abbas understregede over for Blinken, at der er behov for en international fredskonference, og han advarede mod bestræbelser fra israelsk side på at få flyttet nogle palæstinensere fra Gaza eller fra Vestbredden.
Den amerikanske udenrigsminister kaldte drøftelserne med Abbas for konstruktive.
USA har længe udtrykt ønske om, at den 88-årige Abbas vil gennemføre gennemgribende ændringer i sin Fatah-organisation, hvis den skal styre både Vestbredden og Gaza.
PA har imidlertid begrænset selvstyre på den besatte Vestbred, og den har været kritiseret for ineffektivitet, men den er ifølge amerikanerne stadig det bedste bud på at få oprettet en forenet palæstinensisk regering, som både kan styre Gaza og Vestbredden.
Blinken kom til Israel efter at have besøgt USA's arabiske allierede, som han siger ønsker bedre relationer til Israel - men kun hvis det også omfatter en "praktisk sti" frem mod en palæstinensisk stat.
Blinken afviste på en pressekonference at uddybe den israelske regerings reaktioner på hans appeller om at oprette en palæstinensisk stat, men han gjorde det klart, at Israel bliver nødt til at træffe nogle vanskelige valg, og at det må udnytte de muligheder, som det får tilbudt.
Blinken rejser efter besøget i Ramallah på et overraskende besøg i Bahrain, som har spillet en vigtig rolle som mægler i regionen.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker