Blinken: Ekstremistiske israelske bosættere bliver nægtet visum
- Vi har understreget over for den israelske regering, at den er nødt til at gøre mere for at stille ekstremistiske bosættere, som har udført voldelige angreb mod palæstinensere, til ansvar, siger Blinken. (Arkivfoto). Foto: Pool/Reuters
USA ønsker med nyt tiltag at slå ned på bosættere på Vestbredden efter melding om skarp stigning i angreb.
USA vil afvise at give visa til personer, som den amerikanske regering betegner som ekstremistiske israelske bosættere.
Det siger udenrigsminister Antony Blinken tirsdag i en meddelelse.
Tiltaget er målrettet personer, som underminerer fred, sikkerhed og stabilitet på den besatte Vestbred, siger ministeren.
Den amerikanske præsident, Joe Biden, har flere gange advaret Israel om, at den skal sætte ind over for bosætteres vold mod palæstinensere på Vestbredden.
FN-tal viser, at antallet af bosætterangreb på Vestbredden er mere end fordoblet siden Hamas' angreb på Israel 7. oktober.
- Vi har understreget over for den israelske regering, at den er nødt til at gøre mere for at stille ekstremistiske bosættere, som har udført voldelige angreb mod palæstinensere, til ansvar, siger Blinken.
Israel erobrede Vestbredden fra Jordan i 1967 og har besat området lige siden. Jordan havde erobret det i den arabisk-israelske krig i slutningen af 1940'erne og annekterede derefter området.
Området huser ud over palæstinenserne omkring en halv million jøder, der bor i bosættelser.
En stor del af det internationale samfund betragter bosættelserne som værende i strid med Genevèkonventionens regler om, hvordan lande må agere i områder, som de har besat.
Den militante palæstinensiske bevægelse angreb 7. oktober Israel, dræbte cirka 1200 mennesker og tog omkring 240 gidsler.
Siden har Israel angrebet Gaza både fra luften og landjorden med det formål at eliminere bevægelsen.
I alt er 16.248 blevet dræbt siden krigens begyndelse, oplyser Hamas-regeringen.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker