Blinken er bekymret over kinesisk pres på Taiwan
Den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, snakkede fredag i telefon med sin kinesiske kollega, Wang Yi. Det skete forud for et topmøde mellem Joe Biden og Xi Jinping, der finder sted mandag aften amerikansk tid. (Arkivfoto). Foto: REUTERS/Kim Kyung-Hoon/Pool/Reuters
REUTERS/Kim Kyung-Hoon/Pool/Reuters
USA's udenrigsminister har talt med sin kinesiske kollega forud for et møde mellem de to landes præsidenter.
Den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, har i et telefonopkald med sin kinesiske kollega, Wang Yi, "udtrykt bekymring" over Kinas pres på Taiwan.
Det oplyser USA's udenrigsministerium lørdag amerikansk tid ifølge nyhedsbureauet dpa.
- Ministeren fremhævede langvarig amerikansk interessere for fred og stabilitet på tværs af Taiwanstrædet og udtrykte bekymring vedrørende PRC's (Kinas, red.) fortsatte militære, diplomatiske og økonomiske pres på Taiwan.
Sådan lyder det i en udtalelse fra udenrigsministeriets talsmand, Ned Price.
- Han opfordrede Beijing til at tage del i meningsfuld dialog for at løse stridspunkter på tværs af Taiwanstrædet på fredelig vis. Og på en måde, der er forenelig med ønskerne og de bedste interesser blandt Taiwans folk.
Telefonopkaldet mellem de to udenrigsministre fandt sted fredag forud for et virtuelt topmøde mellem USA's præsident, Joe Biden, og Kinas præsident, Xi Jinping, mandag aften amerikansk tid.
Kina hævder, at Taiwan er en del af den kommunistiske folkerepublik. Men øen med dens 23,5 millioner indbyggere har i over 70 år fungeret som et uafhængigt land og har i dag et veludviklet demokrati.
Den amerikanske forsvarschef, Mark Milley, udtalte i starten af november, at USA's militær absolut er rustet til at forvare Taiwan mod et angreb fra Kina, hvis det bliver opfordret til at gøre det. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Under fredagens opkald "uddybede" Wang Yi "Kinas alvorsfulde standpunkt yderligere" vedrørende Taiwan som svar på, hvad det kinesiske udenrigsministerium kalder for Washingtons "nylige forkerte ord og handlinger".
Det fremgår af en udtalelse fra ministeriet, skriver dpa.
- Både historie og virkelighed har bevist, at "Taiwan-uafhængighed" er den største trussel mod fred og stabilitet på tværs af Taiwanstrædet, siger Wang Yi i udtalelsen.
Joe Biden og Xi Jinping skal mandag aften "diskutere mulighederne for en ansvarlig håndtering af deres indbyrdes konkurrence og rivalisering samt muligheder for samarbejde, når der er et sammenfald af interesser".
Det fortalte pressechefen for Det Hvide Hus, Jen Psaki, fredag, ifølge AFP.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker