Blinken tager til Saudi-Arabien for at drøfte Gaza-våbenhvile
På sin tur til Saudi-Arabien vil udenrigsminister Antony Blinken blandt andet drøfte en våbenhvile i Gazastriben. Billedet er fra fredag. Foto: Mark Schiefelbein/Reuters
USA's udenrigsminister vil på tur til Saudi-Arabien drøfte våbenhvile, der skal sikre frigivelse af gidsler.
USA's udenrigsminister, Antony Blinken, vil i begyndelsen af næste uge være i Saudi-Arabien, hvor en våbenhvile i Gazastriben vil være på dagsordenen.
Det oplyser talsperson for det amerikanske udenrigsministerium Matthew Miller i en erklæring på ministeriets hjemmeside.
Mandag og tirsdag vil Blinken mødes med "regionale partnere".
- Udenrigsministeren vil drøfte de igangværende bestræbelser på at opnå en våbenhvile i Gaza, der sikrer frigivelsen af gidsler, og drøfte hvordan det er Hamas, der står mellem det palæstinensiske folk og en våbenhvile, siger Miller.
Israel har sendt et forslag til den væbnede islamistiske gruppe om at indføre våbenstilstand i Gazastriben, hvor flere end 34.000 mennesker har mistet livet i krigen mellem de to parter.
Det oplyste bevægelsens vicechef i Gazastriben, Khalil al-Hayya, ifølge nyhedsbureauet Reuters natten til lørdag i en officiel udtalelse.
Hamas vil se på forslaget, inden bevægelsen afgiver et svar til Israel.
På sin tur til Saudi-Arabien vil Antony Blinken desuden "understrege vigtigheden i at forhindre konflikten i at sprede sig og drøfte igangværende bestræbelser på at opnå varig fred og sikkerhed i regionen", siger Matthew Miller.
Ifølge AFP vil det være Blinkens femte besøg i Saudi-Arabien siden den 7. oktober 2023, hvor Hamas angreb Israel.
Hamas-angrebet fik Israel til at erklære, at Israels militær vil udslette Hamas. Israel indledte et omfattende bombardement i Gaza og forsøger nu at nedkæmpe Hamas-militsen.
I alt tog Hamas 253 gidsler i forbindelse med angrebet. Af dem er 129 stadig i Gaza. Mindst 30 af de tilbageværende menes dog at være omkommet.
Hvis der indgås en en aftale, hvor gidslerne frigives, vil Israel indstille en planlagt militæroperation i den sydlige by Rafah i Gazastriben.
Det har Israels udenrigsminister, Israel Katz, sagt til tv-stationen Channel 12 lørdag, skriver Reuters.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned