Blinken: Venezuelas opposition vandt præsidentvalget

En indbygger i Brasilien, der torsdag deltog i en protest mod det omstridte genvalg af Venezuelas Maduro. Foto: Adriano Machado/Reuters

Alt peger ifølge Antony Blinken på, at oppositionen - og ikke præsident Maduro - vandt valget i Venezuela.

Offentliggjort Sidst opdateret

Venezuelas oppositionskandidat, Edmundo Gonzalez Urrutia, var den, der fik flest stemmer ved landets præsidentvalg.

Det siger USA's udenrigsminister, Antony Blinken i en udtalelse.

- Det overvældende bevismateriale taget i betragtning, står det klart for USA, og vigtigst af alt for det venezuelanske folk, at Edmundo Gonzalez Urrutia fik flest stemmer ved Venezuelas præsidentvalg den 28. juli, lyder det.

Landets valgmyndighed meddelte efter søndagens valg, at præsident Nicolas Maduro var blevet genvalgt med 51 procent af stemmerne.

Det er dog et resultat, der af både oppositionen i Venezuela og af regeringschefer i flere andre lande er blevet vurderet som utroværdigt.

Det internationale pres på Maduro er i den forbindelse taget til, og gaderne i Venezuela har i de seneste dage været fulde af demonstranter.

Både den brasilianske præsident, Luiz Inacio Lula da Silva, og den amerikanske præsident, Joe Biden, har eksempelvis opfordret valgrådet til at offentliggøre det præcise valgresultat.

Maduro sagde onsdag, at han er villig til at dele valgresultaterne. Det har han endnu ikke gjort.

Samtidig med udtalelsen fra Blinken har oppositionslederen i Venezuela, Maria Corina Machado, opfordret til, at der "i alle byer" i landet lørdag afholdes protester.

Det skal ske som en fordømmelse af det omstridte genvalg af Maduro.

- Vi må forblive bestemte, organiserede og mobiliserede med stoltheden over at have opnået en historisk sejr den 28. juli, og med bevidstheden om, at vi også må gå hele vejen for at gøre krav på sejren, siger hun i en video delt på sociale medier.

- Verden vil se styrken og beslutsomheden fra et samfund, som er besluttet på at leve i frihed.

Valgstedsmålinger havde peget på en jordskredssejr til Edmundo Gonzalez Urrutia. Både FN, EU og flere latinamerikanske lande har stillet spørgsmålstegn ved valgresultatet.

/ritzau/AFP