Blockbuster ser ny start efter konkurs

Den amerikanske videoudlejnings-gigant Blockbuster søgte torsdag betalingsstandsning på grund af en presset økonomi, der er forsaget af det faldende marked for udlejningsfilm på grund af de tekniske fremskridt på internettet.

Men videokæden, der også lægger navn til 70 butikker i Danmark, håber, at konkursen kan vendes til noget positivt.

Blockbuster stiler efter at relancere sig selv og fokusere på digital distribution af videofilm.

- At søge om betalingsstandsning er den optimale vej til en genvinding af balancen og positionering af Blockbuster i fremtiden, mens vi fortsætter med at målrette vores forretningsmodel mod til at opfylde de skiftende krav fra vores kunder, siger bestyrelsesformand og administrerende direktør i Blockbuster, Jim Keyes.

Selskabet siger, at det har indgået en aftale med en gruppe kreditorer om at styrke den økonomiske stabilitet, og Blockbuster forventes at lukke mange af sine cirka 3000 butikker i USA.

Blockbuster skylder i øjeblikket næsten en milliard dollar, men med omstruktureringen forventes gælden at blive nedskrevet til 100 millioner dollar.

Blockbusters butikker uden for USA - heriblandt i Danmark - vil ikke blive ramt af den amerikanske konkurs, da de er selvejede selskaber.

Blockbuster Danmark oplyser, at kæden har øget sin omsætning med 50 procent siden 2003.

/ritzau/AFP

Den amerikanske videogigant Blockbuster har søgt om betalingsstandsning, men håber på at kunne vende konkursen til fremgang.

Offentliggjort Sidst opdateret