Bødskov ønsker fællesindkøb af våben til Ukraine
Trods Ukraines fremgang på slagmarken, så vil krigen mod Rusland var længe endnu og kræve mere støtte. Derfor kan fælles indkøb og produktion af våben være vejen frem, siger forsvarsminister Morten Bødskov (S). Foto: Johanna Geron/Reuters
Trods Ukraines fremgang, så vil krigen mod Rusland vare længe endnu og kræve mere støtte, siger minister.
Krigen i Ukraine vil formentlig vare længe endnu, og der vil løbende være behov for flere våben til Ukraine. Det skal Danmark fortsat bidrage til, og det kan måske ske via fællesindkøb med andre lande.
Det siger forsvarsminister Morten Bødskov (S) forud for onsdagens møder i Nato-hovedkvarteret i Bruxelles.
Her vil der blandt andet være møde i den såkaldte Ramstein-gruppe, som består af lande, der yder militærstøtte til Ukraine.
- Vi kommer til at se ind i en krig, som vil vare ved. Vores forpligtelse er at støtte Ukraine i deres frihedskamp. Det skal vi diskutere i dag, siger Morten Bødskov.
På onsdagens møde skal Morten Bødskov blandt andet redegøre for konferencen i København, hvor der blev samlet 11 milliarder kroner sammen til blandt andet våbendonationer til Ukraine.
- De første projekter er ved at blive udrullet, men der skal mere til. Derfor er jeg glad for, at der er bred opbakning fra Folketinget til arbejdet, siger Morten Bødskov.
Nato-ministrene samles også for at diskutere udfordringen med at få fyldt egne lagre op efter syv måneders krig i Ukraine. Den fortsatte støtte til Ukraine betyder, at der i flere lande er blevet halvtomt på lagerhylderne.
Derfor skal Nato-landene have købt ind, så man både kan hjælpe Ukraine og være klar til at forsvare sig selv og allierede.
Morten Bødskov er dog ikke bange for, at Danmark vil komme i en situation, hvor der mangler våben, så man kan støtte Ukraine.
- Nej, det er jeg ikke. Danmark har lige fremlagt en ny stor donationspakke, så vi nu er lige i omegnen af fire milliarder kroner i ren våbendonation til Ukraine. Der er danske våben på vej til Ukraine som følge af det. Så det er jeg ikke nervøs for, siger Morten Bødskov.
Han peger samtidig på, at andre Nato-lande også fortsat kan levere våben til Ukraine.
- Man kan se, at donationerne kun går en vej, og det er op. Så hvis Putin havde troet, at han kunne splitte os og få os til at holde igen, så er det, det modsatte vi ser. Både EU, Nato og Ramstein-gruppen er stærkere end nogensinde, siger Morten Bødskov.
Men udfordringen med at skaffe ammunition og våben til Ukraine består. Derfor skal landene diskutere, hvad man skal gøre, hvis man havner i en situation, hvor nogle lande eksempelvis ikke har de våben, som de ønsker at sende til Ukraine.
Her er målet at undersøge muligheden for i højere grad at gå sammen om fælles betaling for produktion af de ønskede våben, så Ukraine også fremover kan være sikker på våbenleverancerne.
- Det var det, som skete for fjorten dage side i København, hvor vi sammen med Tyskland, Norge og Slovakiet valgte at finansiere produktionen af 16 artillerikanoner.
- Der vil også være mulighed for, at Danmark også fremover kan støtte og blive ved med at ligge blandt de førende lande, når det handler om støtten til Ukraine, siger Morten Bødskov.
/ritzau/
Seneste artikler
Christian Jensen gav hug til Lars Boje og hyldede anonyme kilder
Ny streetbasketbane åbnet i Nakskov
Lokale folkeskoler blandt landets mest fagligt udfordrede
Stopper efter 140 år: - Vi kan ikke betale købmanden med traditioner
Byggerådgiver købte mellemnavnet "awesome" efter festival
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Lokal svineproducent frygter ny kurs: - Så må vi lukke produktionen
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland