Boeings letvægtsfly 787 Dreamliner gik tirsdag på vingerne for første gang, hvilket indvarsler en ny æra for lufttransporten, da det topmoderne og brændstofseffektive fly er fremstillet af meget lette materialer.
Malet i Boeings blå og hvide farver lettede flyet fra en startbane nær flyfabrikkerne nord for Seattle i delstaten Washington.
Den første testflyvning skulle oprindeligt have fundet sted for over to år siden, men tidsplanen skred på grund af blandt andet forsyningsproblemer.
- Piloterne siger, at flyet opfører sig eksemplarisk, siger chefingeniør i Dreamliner-projektet, Mike Delaney, efter prøveflyvningen.
Det første fly skal leveres til Japans All Nippon Airways i 2010. Boeing, der håber at have skaffet sig afgørende fordele over for det europæiske Airbus, har foreløbig fået bestillinger på 840 Dreamlinere fra 57 forskellige flyselskaber.
Star Tour har som de første i Skandinavien sikret sig to af de første "grønne" fly, der bruger cirka 20 procent mindre brændstof og så at sige flyver længere på literen. De nye fly kan flyve fra København til Sydney på én tank som de første fly nogensinde.
Flyet har afgørende betydning for Boeings fremtid. Det er det første fly fra den amerikanske flygigant i over et årti, som har helt ny teknologi. Op til 50 procent af maskinen består af letvægtsmaterialer.
Airbus arbejder på en gennemgribende moderniseret version af A350 flyet, som skal konkurrere med Dreamliner. Den ventes at gå på vingerne i 2013.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker