Boko Haram dræber for første gang i nabolandet Tchad
De militante islamister satte ild til huse i en landsby ved Tchad-søens bred natten til fredag.
Nigerianske islamister fra Boko Haram har krydset grænsen til Tchad og for første gang indledt blodige angreb i nabolandet i stil med dem, som gruppen har udført utallige gange i Nigeria.
Flere meldes dræbt i byen Ngouboua, men officielle dødstal er endnu ikke kendt.
Ifølge lokale sikkerhedskilder, som nyhedsbureauet AFP har talt med, har mindst fem personer mistet livet.
En indbygger i Ngouboua ved Tchad-søens bred taler imidlertid om mindst 10 døde:
- De kom i tre kanoer, og de dræbte omkring 10 personer, før de blev trængt væk af hæren, siger beboeren ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Sikkerhedsstyrker i Tchad vurderer, at omkring 30 militante fra Boko Haram satte ild til huse i byen ved tretiden natten til fredag.
Boko Haram sidder tungt på magten i det nordøstlige Nigeria, og den seneste tid har islamisterne angrebet nabolandene Cameroun og Niger.
En koalition af afrikanske lande har iværksat en militær offensiv mod Boko Haram, og det er tilsyneladende den, som har udløst angreb på den anden side af Nigerias grænser.
Tidligere på ugen eksploderede en bilbombe i byen Diffa i Niger ikke langt fra grænsen til Nigeria. Det var det tredje angreb mod Diffa på fire dage.
Angrebet kom, få timer efter at Boko Haram angreb et fængsel i byen, og umiddelbart inden at Nigers parlament skulle samles for at godkende den regionale indsats.
Niger, Tchad, Cameroun og Benin indgik lørdag i sidste uge en aftale med Nigeria om at etablere en styrke på 8750 mand, der skal bekæmpe den militante gruppe.
For nylig besluttede Nigeria at udskyde et præsidentvalg i seks uger. Begrundelsen er truslen fra Boko Haram.
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker