Boko Haram kidnapper vicepremierministers hustru
Militante fra den radikale islamistiske gruppe Boko Haram har kidnappet konen til Camerouns vicepremierminister, Amadou Ali, i forbindelse med et angreb i den nordlige camerounske by Kolofata.
Grænsebyens muslimske religiøse leder og hele hans familie blev også taget til fange under angrebet, siger Camerouns kommunikationsminister, Issa Tchiroma Bakary, til nyhedsbureauet dpa.
Fem af landets soldater skal være dræbt, mens 10 meldes såret.
Myndighederne i Cameroun siger, at landets sikkerhedsstyrker har slået tilbage mod de militante islamister, og at hele landets territorium igen er under kontrol.
Boko Haram, der til daglig huserer i det nordlige Nigeria, har i år rettet en række angreb mod områder i det nordlige Cameroun.
De har raseret landsbyer, ødelagt hjem og dræbt civile langs den mere end 2000 kilometer lange og porøse grænse mellem de to afrikanske lande.
Camerouns præsident, Paul Biya, erklærede i maj "krig mod Boko Haram" og har siden lanceret anti-terror-operationer i den nordlige del af landet.
Boko Haram, der direkte oversat betyder "vestlig uddannelse er en synd", foretog de første angreb i Nigeria i 2009 og rettede dem primært mod kristne.
Gruppen har et erklæret mål om at grundlægge en islamisk stat i det nordlige Nigeria.
Siden midten af 2013 har Boko Haram fokuseret på at ramme nigerianske sikkerhedsstyrker og civile. Hverken kristne eller muslimer bliver skånet.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde