Boligblok kollapser efter voldsom eksplosion – flere personer kørt på hospitalet

En bygning med tre etager er styrtet delvist sammen lørdag morgen i Haag. Foto: Josh Walet/Ritzau Scanpix

Foreløbig er fire personer bragt til hospitalet i Haag. Redningsmandskab leder efter yderligere overlevende.

Offentliggjort Sidst opdateret

En etageejendom er lørdag morgen delvist styrtet sammen som følge af en kraftig eksplosion i den hollandske by Haag.

Det oplyser de lokale myndigheder ifølge avisen De Telegraaf.

Fire personer er bragt til hospitalet.

Redningsmandskab leder lørdag morgen efter yderligere beboere, der måtte være fanget under murbrokkerne.

Ifølge redningstjenesten kan der befinde sig op til 20 personer under murbrokkerne.

Det er uvist, hvor mange der var inde i bygningen, da den styrtede sammen, og hvad der forårsagede eksplosionen.

Eksplosionen antændte en brand i ejendommen, så sideløbende med redningsindsatsen er brandvæsnet i gang med at slukke ilden.

Det er en treetagers ejendom, der er delvist styrtet sammen.

Eksplosionen har ikke kun forårsaget store skader på beboelsesejendommen. Også flere bygninger i nærheden er blevet beskadiget, og vinduerne i flere forretninger er blæst ind, skriver De Telegraaf.

En beboer fra en naboejendom fortæller den hollandske avis om øjeblikket, da eksplosionen rystede kvarteret.

- Der var et stort brag, derefter blev der helt stille, og så begyndte alarmerne.

- Det var meget voldsomt. Bygningen på stedet er kollapset, siger naboen, der ikke står frem med sit navn.

En rapporter fra De Telegraaf fortæller, at gaden ved den sammenstyrtede bygning er dækket af glas, metal- og træstykker og murbrokker.

Haags borgmester, Jan van Zanen, ankom tidligere på morgenen til ulykkesstedet for at få et overblik over situationen. Han forlod senere stedet for at give redningsmandskabet plads til at udføre deres arbejde.

Haag ligger ved Hollands vestkyst - sydvest for hovedstaden, Amsterdam.