Bolivia: Ingen fik lov gennemsøge fly for Snowden
Det bolivianske præsidentfly blev ikke gennemsøgt af de østrigske myndigheder, da det tirsdag blev tilbageholdt i Wien med mistanke om, at den amerikanske whistleblower Edward Snowden befandt sig om bord.
Det oplyser det bolivianske udenrigsministerium til Reuters.
Ifølge forsvarsminister Ruben Saavedra var der, i modsætning til tidligere forlydender, ingen, der gennemsøgte det bolivianske fly efter Edward Snowden - først og fremmest fordi Bolivias præsident Evo Morales nægtede myndighederne adgang til flyet.
Flyet var forinden blevet nægtet adgang til både det franske, spanske, italienske og portugisiske luftrum, fordi der cirkulerede rygter om, at Snowden befandt sig på flyet, som var på vej fra Moskva til Bolivia.
Det måtte derfor nødtvungent lande i Wien for at tanke op.
Her blev det bolivianske fly tilbageholdt i 13 timer af de østrigske myndigheder, der siden har oplyst, at Snowden ikke var om bord på flyet.
Den bolivianske præsident havde få timer tidligere meddelt, at landet var villig til at overveje at give den tidligere amerikanske efterretningsagent politisk asyl.
Udelukkelsen fra de europæiske luftrum samt tilbageholdelsen af Morales' fly har nu fået Bolivia til at klage til FN's kommission for menneskerettigheder. Samtidig har episoden skabt store diplomatiske stridigheder mellem Bolivia og Østrig.
Ministre fra Unasur, som organiserer de sydamerikanske lande, skal allerede torsdag mødes for at diskutere hele forløbet.
Ifølge den bolivianske udenrigsminister, David Choquehuanca, har de amerikanske myndigheder onsdag opfordret Bolivia til at udlevere Snowden, hvis han kommer til landet. Det skriver AFP.
Frankrig har siden undskyldt udelukkelsen af præsidentens fly fra det franske luftrum.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde