Bolivias præsident, Evo Morales, siger, at han vandt søndagens valg med en jordskredssejr. Mandag formiddag var der endnu ingen officielle resultater af valget, men den venstreorienterede præsident siger, at han fik mindst 63 procent af stemmerne, mens han konservative modkandidat, den tidligere guvernør Manfred Reyes Villa fik mellem 30 og 35 procent.
Morales er Bolivias første præsident af indiansk afstamning og er yderst populær blandt landets fattige, men meget upopulær blandt landets rige konservative forretningsfolk, fordi han vil lade landets rigdomme blive mere ligelig fordelt.
Morales fik tidligere på året ændret forfatningen, så han kunne stille op til præsidentposten en anden gang, og han kan nu sidde til 2015.
- Brødre og søstre, vi har nu et enormt ansvar. Jeres stemmer er ikke forgæves, sagde han i en tale fra præsidentpaladset i hovedstaden La Paz' centrum til tusinder af tilhængere.
Valgstedsmålinger viser desuden, at han får to tredjedele af alle pladser i landets Senat, hvilket giver ham gode muligheder for at gennemføre lovede politiske og økonomiske reformer. Det nuværende Senat har adskillige gange blokeret for en række af Morales' initiativer.
Kritikere siger, at den 50-årige Morales med sin venstreorienterede politik har skræmt vigtige udenlandske investeringer væk. Det afviser han og henviser til store investeringer i blandt andet landets gasindustri.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker