Bolsjojballettens leder udsat for syreangreb
En maskeret mand kastede syre i ansigtet på den kunstneriske leder af Ruslands verdensberømte Bolsjojballet, og der er fare for, at han mister synet, siger kolleger fra den førende kulturinstitution.
Angrebet sker efter en periode med trusler mod ledelsen af balletten.
Sergej Filin, som er en tidligere fremtrædende balletdanser på Bolsjoj, har haft det krævende job i hjertet af det russiske kulturliv i knap to år.
Han blev angrebet uden for sin lejlighed i Moskva sent torsdag.
Kolleger til Filin siger, at motivet til angrebet kan være misundelse og jalousi mellem forskellige kunstnere i et miljø, der er præget af intens konkurrence.
- Gerningsmandens ansigt var fuldstændigt tildækket. Jeg troede, at han ville skyde mig, og jeg forsøgte at løbe, men han løb efter mig og angreb, siger Fillin, som fredag havde hele ansigtet indsvøbt i bandager.
Teatrets direktør, Anatolij Iksanov, siger, at angrebet uden tvivl har haft til formål at skabe øget splid i kulturinstitutionen, som altid har været præget af rivalisering og personlige stridigheder.
Den 42-årge Filin har i de seneste uger fået skåret sine bildæk op, mens hans e-mails er blevet hacket. Samtidig er han talrige gange blevet truet over telefonen.
Bolsjoj-teatret i Moskva har for nylig været gennem en seks år lang renovering, der har kostet tæt ved fire milliarder kroner. Teatret kæmper for at genvinde dets historiske plads og har fået alle faciliteter forbedret for de 900 ansatte.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned