Tilhængere af Brasiliens tidligere præsident Jair Bolsonaro er søndag stødt sammen med politi, der bruger tåregas for at få dem væk fra det område ved parlamentsbygningen i hovedstaden Brasilia, hvor de er trængt ind. Foto: Evaristo Sa/Ritzau Scanpix
Hundredvis af tilhængere af Brasiliens ekspræsident er trængt ind i landets parlament, viser tv-billeder.
Ritzau Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Tilhængere af Brasiliens tidligere præsident Jair Bolsonaro er søndag trængt ind i ministerier og i parlamentsbygningen i Brasiliens hovedstad, Brasilia.
Det viser videoer på brasiliansk tv og sociale medier.
Hundredvis af Bolsonaro-tilhængere har knust ruder og går rundt i parlamentets sale. Nogle steder er kontorer blevet raseret.
En af de videoer, der bliver delt på sociale medier - og som også tv-stationen CNN Brasil har lagt på sin hjemmeside - viser demonstranter, der bruger parlamentsformandens bord som rutsjebane.
Ved parlamentsbygningen er hundredvis af Bolsonaros tilhængere gået op ad en rampe og videre op på et tag, viser video fra stedet.
Annonce
Her foldede nogle af dem et banner ud med en appel til Brasiliens militær:
En af demonstranterne siger til nyhedsbureauet AFP, at de kræver en ny gennemgang af anden runde af præsidentvalget den 30. oktober sidste år.
Her vandt socialisten Luis Inacio Lula da Silva en snæver sejr over den konservative Bolsonaro.
Ifølge tv-stationerne Globo og CNN Brasil er nogle af demonstranterne også trængt ind i præsidentpaladset samt den bygning, der huser landets højesteret.
Alle de statslige institutioner ligger tæt på hinanden ved Esplanada dos Ministerios.
Ved præsidentpaladset - Planalto - nåede nogle af Bolsonaro-tilhængerne op på fjerde sal, rapporterer Globo.
Præsident Lula er i São Paulo søndag, oplyser embedsmænd ifølge Reuters.
I parlamentet er de folkevalgte ikke samlet om søndagen. Det er uklart, om der alligevel er et antal politikere på deres kontorer.
Fotos og videoer, der er lagt på sociale medier, viser en gul og grøn menneskemængde, der stormer parlamentsbygningen. Mange af dem har brasilianske flag i hænderne.
Annonce
Billederne vækker minder om begivenhederne i USA den 6. januar 2021, hvor tilhængere af den daværende præsident Donald Trump stormede Kongressen i Washington D.C. i protest mod Joe Bidens valgsejr.
Brasiliansk politi bruger tåregas for at stoppe de mange hundrede Bolsonaro-tilhængere, men i vid udstrækning forgæves.
En video, der er delt på sociale medier, viser en flok demonstranter udenfor parlamentet, som hiver en politimand ned af en hest og tæver ham.
Området ved parlamentet er spærret af, men demonstranterne er trængt igennem afspærringerne.
Mange af dem nægter at anerkende Lulas valgsejr over Bolsonaro.
Lula blev taget i ed som præsident 1. januar. Bolsonaro var to dage inden rejst ud af landet. Han formodes at opholde sig i Florida i det sydlige USA - som også er hjemsted for Trump.
Hundredvis af Bolsonaro-tilhængere ved Esplanada dos Ministerios i Brasilia. Her ligger blandt andet præsidentpaladset, parlamentet, højesteret og flere ministerier. Foto: Evaristo Sa/Ritzau Scanpix
Brasiliens nye justitsminister, Flavio Dino, betegner Bolsonaro-tilhængeres storm på parlamentsbygningen som "et absurd forsøg på at få sin vilje med vold".
- Det vil ikke lykkes, skriver han ifølge AFP på Twitter og tilføjer, at forstærkninger er på vej for at hjælpe de politifolk, der forsøger at rydde området.
Brasilien har været præget af uro især efter præsidentvalget 30. oktober.
Bolsonaro havde i månederne op til valget sået tvivl om valgsystemets pålidelighed. Han har da heller ikke officielt anerkendt Lulas valgsejr.
Annonce
Politiske iagttagere har for længe siden givet Bolsonaro tilnavnet "Tropernes Trump" på grund af de politiske ligheder mellem de to højreorienterede præsidenter.
/ritzau/
Et større antal tilhængere af tidligere præsident Jair Bolsonaro har søndag smadret ruder og er trængt ind i parlamentsbygningen i hovedstaden Brasilia. Foto: Eraldo Peres/Ritzau Scanpix
Seneste artikler
Var det uheld eller forsøg på millionsvindel? Nu fortsætter yacht-sagen
Festivalleder: - Vi er dér, hvor vi skal være
Hus fra bondestenalderen fundet på Falster
Der var sommerfugle i maven før historisk broløb
250 frivillige sendte de første af 10.000 løbere godt afsted
Mest læste artikler
Hus fra bondestenalderen fundet på Falster
250 frivillige sendte de første af 10.000 løbere godt afsted
Kronprinsen til stor brofest
Kronprinsen på broen
Fra forfald til fællesskab: Kulturhus får millionbevilling