Mens betjente søndag finkæmmede området omkring Times Square i New York for at finde ud af, hvem det er, der har forsøgt at sprænge en bilbombe, så er der ingen beviser, der peger i retning af Taliban, siger byens politichef.
Taliban i Pakistan hævdede tidligere på dagen i en video, der blandt andet blev lagt ud på YouTube, at det lørdag anbragte en bil på Times Square med brændstof, gashylstre, fyrværkeri og ledninger.
En eksplosion blev forpurret, da en gadesælger opdagede, at det røg fra bilen.
- Skønt en bombemand fra Taliban har hævdet det på internettet, så har vi ingen beviser, der kan bakke påstanden op, siger politichef Raymond Kelly.
Det Hvide Hus betegner det som et "ekstremt alvorligt" forsøg på at udløse en bombe i en amerikansk storby. Præsident Barack Obama vil senere kommentere sagen.
Politiet har en række spor at gå efter. Udgangspunktet er den grønne Nissan Pathfinder, der var pakket med brændstof og eksplosive materialer.
Nummerpladen kommer fra en anden bil, og bilens registreringsnumre er filet væk.
- Vi er meget heldige - at vi har undgået, hvad der kunne være blevet en meget blodig hændelse, siger New Yorks borgmester, Michael Bloomberg.
Mistanken retter sig i første omgang mod islamistiske organisationer eller lokale højreekstremistiske grupper.
En af de værste terrorhandlinger i USA blev begået i 1995 af en ekstremistisk amerikansk organisation. En regeringsbygning i Oklahoma City blev sprængt i luften, og 168 mennesker mistede livet. Manden, der udløste bomben, Timothy McVeigh, blev senere dømt til døden og henrettet.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Uligheden bør på dagsordenen
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker