Mindst 80 dræbte og over 100 sårede.
Sådan lyder den seneste opgørelse over tabstallene, efter at en bilbombe har raseret et marked i millionbyen Peshawar i det nordvestlige Pakistan.
Bomben eksploderede med et brag, der kunne høres i hele byen, og i løbet af kort tid var markedet oplyst af store flammer.
Myndighederne frygter, at dødstallet stiger. Blandt andet fordi de kaotiske forhold på stedet gør det vanskeligt at få transporteret de sårede væk.
- Næsten alle ofre er civile. Der er også kvinder og børn blandt dem, fortæller doktor Hamid Afridi, leder af det statslige Lady Reading Hospital i Peshawar.
Meena basaren, det marked, hvor bomben blev bragt til sprængning, er i dagtimerne proppet med mennesker, som gør deres indkøb i de mange tøjforretninger og markedsboder med mad og andre dagligvarer.
Bilbomben understregede omfanget af de spændinger, som præger Pakistan, få timer før USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, skulle lande i hovedstaden Islamabad. Her skal Clinton de næste dage drøfte situationen i landet med politiske og militære ledere.
Peshawar ligger ved indgangen til det såkaldte stammebælte i den nordvestlige del af Pakistan.
Her er militæret i gang med en større offensiv mod ekstremister med tilknytning til Taliban og al-Qaeda, der anklages for at stå bag en række blodige angreb i de seneste måneder. Det skønnes, at angrebene i alt har kostet over 200 livet.
/ritzau/AFP/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde