Borgmesteren i den sydafghanske by Kandahar blev onsdag morgen dræbt af en selvmordsbombe, oplyser politiet.
Gerningsmanden udløste en bombe, han havde skjult i sin turban. Den eksploderede, da borgmesteren, Ghulam Haidar Hameedi, var i gang med at holde tale i rådhusets gård.
Kandahar er fødested for Taliban-bevægelsen, og de afghanske oprørere står fortsat stærkt i selve provinsen Kandahar.
For mindre end to uger siden blev præsident Hamid Karzais halvbror, den magtfulde leder af Kandahars provinsråd Ahmed Wali Karzai, dræbt af sin livvagt.
Borgmesteren var onsdag morgen midt i en diskussion om rettigheder til jord. Han havde givet ordre til, at flere huse skulle ryddes, fordi de var opført ulovligt, fortæller mødedeltagere.
Om det var motivet for at dræbe ham, eller det var en del af Talibans kamp mod det afghanske styre, står ikke umiddelbart klart.
Taliban benytter sig ofte af selvmordsangreb for at ramme udenlandske soldater og afghanere, der arbejdere for regeringen i Kabul.
Hameedi boede i mange år i USA, inden han i 2006 vendte tilbage til Afghanistan. Han blev udpeget til borgmester i Kandahar af præsident Karzai.
Han overlevede i 2009 et angreb på sin bil, mens hans to viceborgmestre blev skudt og dræbt i løbet 2010.
Mordet på Karzais halvbror, der ofte blev omtalt som Kandahars egentlige guvernør, har udløst en magtkamp i Kandahar, som kan styrke Talibans kontrol med området.
Karzais halvbror var hyppigt under anklage fra udlandet for at stå i spidsen for et kriminelt netværk, der gjorde det meget vanskeligt for den Nato-ledede styrke at sikre ro og stabilitet.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde