Bombe mod Nato dræber fem civile afghanere

En selvmordsbilbombe rettet mod en Nato-konvoj i Afghanistans strategisk vigtige Kapisa-provins har fredag kostet mindst fem civile livet og såret 15 andre, oplyser Nato-talsmænd.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ved eksplosionen blev en mur i et hus ødelagt, og fire civile indenfor blev dræbt på stedet. Desuden blev en forbipasserende motorcyklist dræbt, og mindst 15 andre civile er såret, siger den lokale politichef, Abdul Jalil Shamal.

- Ingen Nato-soldater blev dræbt eller såret ved bombeanslaget i en landsby i Tagab-distriktet i den nordøstlige provins nord for Kabul, siger en talsmand for Natos Isaf-styrke.

Taliban, der jævnligt overdriver deres handlinger på slagmarken, skriver i en sms til det franske nyhedsbureau AFP, at 12 amerikanske soldater også blev dræbt eller såret.

Franske kampsoldater blev trukket ud af provinsen sidste år som led i en igangværende gradvis tilbagetrækning. Alle Natos kampsoldater skal forlade Afghanistan inden udgangen af 2014.

De seneste 10 dage er en række bombeangreb blevet gennemført i Kabul.

Ved det seneste angreb mandag blev tre politifolk skudt og dræbt under en otte timer lang skudveksling, der begyndte, da en selvmordsgruppe fra Taliban angreb en af politiets bygninger.

/ritzau/AFP