Billeder og videooptagelser fra Regeringskvarteret i minutterne efter terrorbomben i Oslo viser, at Anders Behring Breivik placerede bombebilen lige uden for hovedindgangen til statsminister Jens Stoltenberg kontor i Høyblokken.
Pladsen foran indgangen fra Grubbegata bruges normalt af regeringens tjenestebiler, og den lille plads er delvist afspærret med en kæde. Der er ingen anden form for spærring og ingen fysisk kontrol med, hvem der kan køre ind på pladsen.
Politiet bekræfter over for dagbladet.no, at bombebilen, en Volkswagen Crafter, blev parkeret få meter fra indgangen til Høyblokken, som ud over statsministerens kontor også huser justitsministeriet.
Johan Christian Tandberg filmede regeringskvarteret i minutterne efter bombeeksplosionen klokken 15.26. På videoen ses et stort krater med en diameter på flere meter lige uden for indgangen til Høyblokken.
Det var formentlig garageanlægget under som forhindrede en endnu større katastrofe.
- Meget af sprængkraften gik nedad. Det har reddet mange menneskeliv og hindret større skader på bygningerne, siger bombeekspert Per Nergaard til vg.no.
Han forklarer, at hvis underlaget havde været mere fast, så ville effekten af eksplosionen have været meget større.
Nergaard vurderer, at Breivik har brugt en 75 centimeter lang lunte, der også er beskrevet i det manifest, som den terrorsigtede lagde ud på nettet kort før bombeangrebet.
- Det betyder, at han havde et minut og 15 sekunder til at komme væk, siger han.
Ifølge NRK kan Breivik efterfølgende være gået til en parkeringsplads på den nordlige side af regeringskvarteret. Det er uklart, hvilken bil han kørte til Utøya i. Vidner siger, at han parkerede bilen ved fastlandssiden ud for Utøya klokken 16.40.
Turen fra centrum af Oslo til Utøya tager normalt mellem 40 og 45 minutter.
/ritzau/NTB
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker