Bombeeksplosion raserer café i Malmø

Ingen kom alvorligt til skade, da en eksplosion tidligt tirsdag morgen rystede det centrale Malmø, oplyser politiet. En bombe, placeret af ukendte gerningsmænd, sprængte hele entréen og dele af facaden væk på et af værtshusene på Lilla Torg.

Glassplinter blev spredt rundt på pladsen, som er et af byens populære mødesteder og kendt for dens mange værtshuse, caféer og restauranter. En person kom lettere til skade og blev ført til sygehuset til behandling for glassplinter i øjet.

Sprængladningen gik af lidt før klokken 1.30 ved indgangen til Café Gökboet, der var lukket. De gjaldt også de øvrige udskænkningssteder på torvet. Bortset fra enkelte nattevandrere var der mennesketomt, da eksplosionen indtraf.

- Hvis det var sket bare en time tidligere, så kunne det have fået helt katastrofale konsekvenser, siger vagthavende hos politiet i Malmø, Håkan Ringstedt, til avisen Expressen.

Den var en ansat på en af torvets etablissementer, der var på vej hjem, da bomben eksploderede. Han blev ramt af splinter og var dybt chokeret, da politiet og ambulancepersonale tog sig af ham.

- Manden er uden for livsfare. Han er blevet ført til behandling på sygehuset, og vi agter at afhøre ham senere på morgenen. Han sættes på ingen måde i forbindelse med sprængningen, understreger vagthavende Håkan Ringstedt over for Expressen.

Ingen af de mennesker, som befandt sig på stedet, da bomben eksploderede har set noget af afgørende betydning. Politiets teknikere er i gang med deres undersøgelser af gerningsstedet.

Motivet til sprængningen og folkene, der står bag, har svensk politi ingen umiddelbare spor af.

/ritzau/TT

En restaurant i centrum af Malmø er ramt af bombeeksplosion. En person såret og flere bygninger er beskadiget.

Offentliggjort Sidst opdateret