Bombehold rydder mistænkelig kasse på OL-stadion i Rio
Få dage før OL har et bombehold sprængt en mistænkelig genstand i luften på Maracana Stadion i Rio de Janeiro.
Søndag eftermiddag lokal tid har et bombehold foretaget en "kontrolleret sprængning" på Maracana Stadion, der senere på ugen skal være vært for åbningsceremonien ved de olympiske lege i Rio de Janeiro. Det skriver magasinet Sports Illustrated.
Aktionen blev gennemført, efter at man opdagede "en mistænkelig værktøjskasse" ved stadionet.
Maracana Stadion har plads til mere end 78.000 tilskuere, og både åbningsceremonien og afslutningsceremonien ved årets OL vil blive holdt på det historiske stadion, der også to gange har været vært for VM-finalen i fodbold.
Episoden er den seneste i en række af sager, der har sat spørgsmålstegn ved sikkerheden ved OL i Brasilien.
Fredag blev australske atleter berøvet, efter at en brand i atleternes bygning i OL-byen havde tvunget dem ud på gaden.
I juli arresterede brasiliansk politi ti personer, som de mistænkte for at forberede et angreb under OL. De mistænkte var alle brasilianere, og de var medlemmer af et radikalt onlineforum.
Få dage efter trængte en brasiliansk journalist ind på atletikstadionet uden nogen form for akkreditering og uden at vise id. Han tilbragte to timer på stadion, før sikkerhedsfolk opdagede ham.
Journalisten fra avisen O Globo skrev senere, at han havde forsøgt at bevise, at der er problemer med sikkerheden ved de olympiske lege.
- Jeg kan med sikkerhed sige, at det var nemt at trænge ind på steder, som burde være særdeles godt bevogtet, skrev journalisten.
Legene i Rio de Janeiro er de første af sin slags i Sydamerika. Åbningsceremonien finder sted 5. august, og OL bliver officielt lukket 16 dage senere. 85.000 sikkerhedsvagter skal holde styr på sikkerheden undervejs.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker