Bombemassakre i Pakistan dræbte mindst 125

Foto: Banaras Khan/ Scanpix /Scanpix

En serie af bombeeksplosioner i Pakistan mod blandt andet shiamuslimer i en billiardhal i byen Quetta har dræbt 125 mennesker og såret over 200.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bombemassakren, der er en af de blodigste i landets historie, fik fredag shiamuslimske ledere til at bede militæret om at tage kontrol over Quetta.

Shiamuslimske talsmand siger til Reuters, at de ikke vil lade ofrene i Quetta begrave, før deres krav er blevet opfyldt.

Mindst 92 mennesker blev dræbt og 121 såret, da to selvmordsbombere torsdag sprængte sig selv i luften i en overfyldt billiardhal i et shiamuslimsk område i byen Quetta, siger en ledende politimand til AFP.

Tidligere torsdag eksploderede en bombe under en af sikkerhedsstyrkernes biler midt i menneskemylderet i en anden travl bydel i Quetta, hvor 11 blev dræbt og snesevis såret.

Et tredje bombeanslag skete ved et religiøst møde i Aswat-dalen, hvor 22 blev dræbt og over 80 blev såret.

Der er tale om de blodigste angreb i Pakistan i næsten to år.

Den ekstremistiske militante gruppe Lashkar-e-Jhangvi har taget skylden for det blodigste angreb på det shiamuslimske mindretal, som udgør omkring 20 procent af Pakistans 180 millioner indbyggere.

Den amerikanske menneskerettighedsgruppe Human Rights Watch kritiserer den pakistanske regering for ikke at beskytte shiamuslimerne, som i 2012 har været udsat for flere angreb end nogensinde før.

Quetta har længe været et brændpunkt for angreb på shiamuslimer.

Ved angrebet på billiardhallen i Quetta, der blev begået af to selvmordsbombemænd, eksploderede den første bombe inde i billiardhallen.

Da politifolk, redningsmandskab og forbipasserende kom ilende til hallen for at hjælpe de overlevende, eksploderede endnu en bombe uden for bygningen, hvor snesevis af mennesker blev dræbt, siger politiet.

Quetta er hovedby i provinsen Baluchistan, der grænser op til Afghanistan og Iran. Adskillige militante grupper, blandt andre Taliban, menes at holde til i Quetta, hvorfra de angriber udenlandske styrker inde i Afghanistan.

/ritzau/Reuters