Borgere i Valencia advares om ny nedbør efter oversvømmelser
Søndag regner det igen i Valencia-regionen i Spanien, her i Paiporta nær hovedbyen Valencia. Søndag aften opfordres borgere i regionen til at blive indendørs, fordi der ventes kraftig regn. Foto: Eva Manez/Reuters
Der kan søndag falde op til 90 millimeter nedbør på en time i Valencia, lyder vejrprognose.
Spanske myndigheder advarer søndag om kraftig regn i regionen Valencia, der er ramt af oversvømmelser.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Borgere i regionen opfordres til at blive hjemme søndag aften. Politifolk har desuden taget megafoner i brug for at advare de lokale om regnen og bede dem om at søge indendørs.
Det spanske meteorologiske institut, Aemet, har sendt en rød advarsel ud.
Ifølge Aemets prognose kan der falde op til 90 millimeter nedbør på en time i området.
Kraftig regn tidligere på ugen førte til voldsomme oversvømmelser i Valencia-regionen.
Oversvømmelserne er de værste i nyere tid i Spanien. Over 200 mennesker har mistet livet.
Advarslen om mere nedbør kommer på et tidspunkt, hvor redningsfolk stadig leder efter savnede i områder, som er blevet afskåret fra omverdenen på grund af oversvømmelserne.
Der venter desuden et enormt oprydningsarbejde i regionen, hvor bygninger og infrastruktur mange steder er blevet ødelagt af vandmasserne.
Spaniens regering og den regionale leder i Valencia er blevet massivt kritiseret i de seneste dage.
Kritikken har især handlet om, at folk i Valencia-regionen blev advaret om regnen og risikoen for oversvømmelser for sent til, at de kunne nå at reagere.
Mange mener samtidig, at der ikke er blevet gjort nok fra myndighedernes side for at hjælpe de mennesker, der er blevet berørt af oversvømmelserne.
Dødstallet er steget løbende. Søndag lyder det, at mindst 217 personer er døde.
Det står ikke klart, hvor mange der søndag fortsat er savnet.
Oversvømmelserne kom efter voldsom regn tirsdag. Uvejret opstod, fordi kold luft bevægede sig ind over det lunere vand i Middelhavet.
Den slags vejr er almindeligt i Spanien om efteråret. Men klimaforskere har peget på, at vejrbegivenheder som disse er blevet voldsommere og hyppigere, i takt med at det globale klima har forandret sig.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker