Borgerservice undersøger om danskere er ramt af eksplosion
Eksplosion i Istanbul har dræbt mindst ti. Borgerservice er ved at undersøge, om danskere er berørt.
Det er endnu ikke til at sige, om der er danskere, der er såret efter eksplosionen i Istanbul, hvor mindst ti er dræbt og 15 såret.
Det siger chef i Udenrigsministeriets Borgerservice, Ole Egberg Mikkelsen, til Ritzau.
- Vores generalkonsulat i Istanbul er i gang med at kontakte hospitaler i området for at finde ud af, om der skulle være danskere, der er kommet til skade. Men vi ved det ikke på nuværende tidspunkt. Det arbejde er i gang.
- Vi ved ikke, hvor lang tid, der går, men generalkonsulatet arbejder så hurtigt, de kan, siger han til Ritzau.
Samme melding kommer fra generalkonsul Jesper Kamp i det danske generalkonsulat i Istanbul.
Han oplyser, at han ikke har kendskab til danske virksomheder eller organisationer, der skulle ligge i det ramte område, da der er tale om et turistområde i centrum af Istanbul.
Ydermere siger han, at man endnu ikke har konkrete oplysninger om eksplosionen, men at man er ved at undersøge situationen nærmere.
Hos Borgerservice har de på nuværende tidspunkt registreret knap 100 danskere i Istanbul, men der kan være flere, da det formentlig ikke er alle, der registrerer sig på den såkaldte i danskerliste, hvor Borgerservice tjekker.
- Vi forventer, at der formentlig er flere danskere i Istanbul. Men på nuværende tidspunkt ved vi det ikke.
Spørgsmål: Hvad gør I sådan en situation?
- Først og fremmest finder vi ud af, om der er danskere, der er ramt af det her. Og dernæst yder vi bistand til de danskere, der har behov for det. Det er det arbejde, der er gået i gang, siger han.
Ifølge Stig Elling, som har 50 års erfaring i rejsebranchen og nu er tilknyttet Bravo Tours som såkaldt rejseambassadør, er der formentlig ikke chartergæster, som er berørt, da charterfly ikke flyver til Istanbul på nuværende tidspunkt.
- Det er uden for sæsonen med charterrejser til Istanbul og Tyrkiet. På nuværende tidspunkt er der ikke nogle danske charterfly, der opererer.
- De danske gæster, der er i Istanbul på nuværende tidspunkt, er danskere, der er taget derned på egen hånd eller er på forretningsrejse, siger han til Ritzau.
Eksplosionen har ramt den centrale Sultanahmet-plads i Istanbul, hvor tyrkiske myndigheder ifølge Reuters melder ti dræbt og 15 sårede.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde