Bosættere raser over krav om rydning
Den israelske højesteret har givet 50 jødiske familier frist til på tirsdag til at forlade deres ulovligt byggede huse i en bosættelse på Vestbredden.
Det rapporterer israelsk radio.
Afgørelsen har skabt stor vrede blandt bosætternes ledere og politikere på den israelske højrefløj.
Aryeh Eldad, der sidder i parlamentet for det lille parti National Union, kalder domstolen "venstreorienteret" og siger, at han håber, at nationalistiske aktivister vil strømme til stedet for at forhindre dette "justitsmord".
De ulovligt byggede huse ligger i Migron, der er en såkaldt udpost, som er bygget uden tilladelse i 2001. Det er siden blevet en af de største udposter i de besatte områder.
Højesteret har besluttet, at alle bygninger skal rives ned senest 11. september, undtagen et enkelt hus, som ifølge bosætterne er købt af de palæstinensiske ejere.
I sidste måned havde 17 af de familier, der bor i Migron, indgivet en appel til domstolen om at få lov at blive boende.
Premierminister Benjamin Netanyahus højrefløjsregering har tilbudt bosætterne andre huse at bo i, to kilometer fra det sted, hvor Migron ligger.
Den israelske fredsorganisation Peace Now kalder afgørelsen om at rømme den ulovlige udpost for "en sejr for retsstaten" og "et lysglimt for det israelske samfund".
Ifølge international lov er alle bosættelser ulovlige, fordi de er bygget på besat jord.
Israel betragter dog kun udposter, der er bygget uden tilladelse fra myndighederne som ulovlige.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub