Bosnisk muslimsk leder frikendt for krigsforbrydelser
Naser Oric, den muslimske kommandant, som ledede forsvaret af Srebrenica under krigen i Bosnien 1992-95, er ifølge Reuters mandag blevet frifundet i en retssag, hvor han stod anklaget for krigsforbrydelser.
Afgørelsen ventes at øge etniske spændinger to årtier efter konflikten. Foto: /ritzau/AP/Zoran Lesic
/ritzau/AP/Zoran Lesic
Bosnisk serber: - Det er en skandale. Alle ventede, at han ville blive dømt. Skal det være retfærdighed?
Naser Oric, den muslimske kommandant, som ledede forsvaret af Srebrenica under krigen i Bosnien 1992-95, er ifølge Reuters mandag blevet frifundet i en retssag, hvor han stod anklaget for krigsforbrydelser.
Afgørelsen ventes at øge etniske spændinger to årtier efter konflikten.
De fleste bosniske muslimer opfatter Oric som en helt, og der udbrød jubel og klapsalver, da han sammen med en anden tidligere soldat mandag kunne forlade retssalen som en fri mand.
Pårørende til bosniske serbere, som blev dræbt under borgerkrigen, ser Oric og hans folk som kriminelle, og de gik i protest væk fra domhuset.
- Det er skrækkeligt. Det er en skandale. Alle ventede, at han ville blive dømt og straffet. Skal det her forestille at være retfærdighed? Jeg er målløs, siger Radojka Filipovic fra Bratunac, nær Srebrenica.
Hun siger, at Orics styrker dræbte mindst seks af hendes slægtninge.
Bosniske serbere og myndighederne i nabolandet Serbien har beskyldt Oric og hans højrehånd Sabahudin Muhic for at have dræbt tre bosnisk serbiske krigsfanger i landsbyer nær Srebrenica tidligt i krigen.
Under krigen i Bosnien blev omkring 100.000 mennesker dræbt. Srebrenica blev i 1995 - mod krigens afslutning - indtaget af de bosniske serbere, som massakrerede 8000 muslimske mænd og drenge i enklaven Srebrenica.
Massakren var den værste krigsforbrydelse i Europa siden Anden Verdenskrig.
Oric blev frikendt for krigsforbrydelser mod serbere ved Den Internationale Krigsforbryderdomstol for Det Tidligere Jugoslavien i 2008. Men han blev anholdt igen i Schweiz kort efter, da Serbien havde eftersøgt ham for krigsforbrydelser.
Snesevis af bosniske serbere - deriblandt politiske ledere - er blevet dømt ved Den Internationale Krigsforbryderdomstol.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker