BP-udslip overskygger britisk besøg i USA

Storbritanniens premierminister, David Camerons, første besøg hos USA's præsident, Barack Obama, kan blive overskygget af den enorme oliekatastrofe, som det britiske olieselskab BP har været skyld i Den Mexicanske Golf.

Cameron har sagt, at han vil forsvare BP mod urimelige erstatningskrav fra firmaer og familier, der er blevet berørt af olieudslippet i Golfen, som er det største i USA's historie.

BP er ikke blevet mere populær i USA, efter selskabet i sidste uge indrømmede, at det havde presset på for at få Storbritannien og Libyens diktator Moammar Gaddafi til at indgå en aftale om udveksling af fanger, da det frygtede for sine aftaler om olieboringer i Libyen.

Aftalen var et led i frigivelsen af en libysk terrorist, der i 1988 blev dømt for at have anbragt en bombe i en amerikansk jumbojet. Maskinen blev sprunget i stykker over den skotske by Lockerbie og kostede 270 mennesker livet.

Britiske ledere har længe haft et særligt forhold til USA. Således havde den tidligere britiske premierminister Tony Blair et nært forhold til den tidligere amerikansk præsident George W. Bush. Briterne støttede samtidig USA militært, da landet angreb Irak.

Den nye britiske koalitionsregering bestående af liberaldemokrater og konservative vil muligvis forsøge at fremstå mindre USA-venlige, siger Robin Niblett, leder af den britiske tænketank Chatham House.

- Jeg tror, at denne regering er forsigtig med at blive anset for at være i USA's lomme eller at være en instinktiv eller automatisk medløber, siger han.

I januar måned inden den britiske valgkamp var gået i gang, lagde Cameron op til, at Storbritannien skulle turde fortælle sin amerikanske storebror ting, som landet helst ikke vil høre.

- Man bør aldrig være bange for at sige "nej" til USA, sagde han.

/ritzau/Reuters

Når den britiske premierminister, David Cameron, i denne uge drager på sit første USA-besøg, kan det blive begyndelsen på et køligere forhold mellem landene.

Offentliggjort Sidst opdateret